Danske Bank om hvidvaskningskriminalitet: Vi har ikke været dygtige nok

Hvidvaskning af milliarder har ført til selvransagelse i Danske Bank, siger topdirektør.

Danske Banks topchef, Thomas F. Borgen, erkender efter afsløringen af en hvidvaskningssag i Estland, at bankens rutiner ikke har været gode nok. Nye systemer og flere medarbejdere er løsningen til at undgå flere sager i fremtiden, siger han. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Der er røde ører og selverkendelse i Danske Bank, der er en af flere danske banker, der ifølge Berlingske er blevet misbrugt til hvidvaskning for milliarder af kroner.

Det fortæller Danske Banks topdirektør Thomas Borgen til DR Nyheder.

- Det er en sag, som er kendt for banken. Vi har håndteret sagen i 2014 og 2015. Det ser ud til, at Danske Bank i Estland er blevet misbrugt af kriminelle, som har overført penge, siger han.

I interviewet erkender den administrerende direktør, at man i bankens estiske afdeling ikke har haft godt nok styr på at kontrollere overførslerne i en periode mellem 2011 og 2014. Det er den periode, hvor der ifølge Berlingske skal være overført mere end syv milliarder kroner i ikke blot Danske Bank – men også i flere andre danske banker.

- Der er ingen tvivl om, at vi ikke har haft gode nok overvågningsrutiner fra 2011 til 2014. Nu er det blevet sværere at misbruge Danske Bank. Vi har normeret 550 årsværk, som arbejder med det her. Så det er en helt anden situation i dag, end hvad den var i Estland mellem 2011 og 2014.

Ifølge Thomas Borgen har sagen ført til, at Danske Bank har ansat flere medarbejdere og omskolet andre for at opnormere antallet af ansatte, der overvåger overførslerne i banken.

Hele ledelsen smidt på porten

Samtidig er hele den lokale landeledelse i Estland blevet skiftet ud, og Danske Bank har ifølge Thomas Borgen lukket 256 eller 257 konti, som ikke har haft et ”legitimt kundeforhold” i Danske Bank.

Ifølge Berlingske er de mange milliarder hovedsageligt overført fra britiske skuffeselskaber gennem danske banker og er endt i selskaber på Seychellerne og i Panama. Det antages, at dele af pengene stammer fra kriminalitet.

Tidligere i marts kritiserede Finanstilsynet i stærke vendinger danske bankers indsats mod hvidvaskning. Sagen fra Estland ligger også hos Finanstilsynet – altså det estiske af slagsen. Og det er dem, der har til opgave at spore og retsforfølge de kriminelle bagmænd, der har udnyttet de danske banker, mener Thomas Borgen.

- Nu er det en sag, som er kendt for os. Det er en sag, vi har diskuteret med de lokale myndigheder, altså Finanstilsynet. Det er Finanstilsynet, der er påtalemyndighed i den her sag.

- Det er ikke vores opgave. Vores opgave er at undgå at blive misbrugt, siger direktøren.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube