Danske pelsvikinger indtager Kina

Presset russisk økonomi får dansk pelsgigant til at sende vikinger og Jim Lyngvild til Kina

I dag bliver den kinesiske millionby Shanghai løbet over ende af brynje- og pelsklædte danske vikinger. Sådan da.

Efter en mindre god periode stiger den danske eksport til Kina igen, og pelsvirksomheden Kopenhagen Fur satser nu stort på at udvide sit marked fra den almindelige pelsindustri til den kinesiske modebranche.

Virksomheden lancerer, i samarbejde med designeren Jim Lyngvild, det største modeshow nogensinde i Shanghai.

Presset russisk økonomi

Kopenhagen Furs satsning i Kina sker, fordi internationale sanktioner og en lav oliepris betyder, at russerne ikke i samme grad som tidligere har råd til at købe pels, fortæller bestyrelsesformand Tage Pedersen til DR Nyheder:

- De skind, vi i øjeblikket ikke kan afsætte til russerne i form af pelsvarer fra den almindelige kinesiske pelsindustri, vil vi gerne sælge til den kinesiske modebranche. Det forsøger vi nu med et noget anderledes og meget større show, end vi plejer.

Kopenhagen Fur står for 60 procent af verdens omsætning af minkskind og en tredjedel af den samlede danske eksport til Kina.

Vikinger skal fange modekinesere

I forbindelse med satsningen i Kina har Kopenhagen Fur allieret sig med den Asa-troende designer Jim Lyngvild, som er dybt inspireret af vikingerne. Og ifølge ham er hele det gamle nordiske univers blevet trendy i den globale modebranche:

- Måske er det på grund af tv-serier som ”Game of Thrones” og ”Vikings”. Jeg kan i hvert fald mærke, at både de store internationale modemagasiner, som er til stede under modeugen her i Shanghai og kineserne tager rigtig godt imod os. Vi bliver behandlet som superstjerner, siger han.

Kulisser, scene og lys til showet er blevet transporteret på 14 lastbiler og 200 modeller har været til casting. Derudover er der er fløjet seks danske modeller og fire vikinger til Kina.