Danske topbrands ignorerer kontroversiel satiretegning

Tegningen taler for sig selv, siger Carlsberg. Lego og Danish Crown vil ikke kommentere satiretegninger i kølvandet på asylstramninger.

Danske Carlsberg satser massivt på det engelske marked. Nu bliver de blandet ind i dansk udlændingelovgivning i en kontroversiel satiretegning. (© Carlsberg)

Den engelske avis The Guardian bringer i dag en kontroversiel satiretegning, der portrætterer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i nazi-uniform.

Tegningen afbilleder også det, der umiddelbart kan ligne lego-klodser og en dansk gris, ligesom satiretegneren har lavet et ordspil på Carlsbergs kendte slogan. Fælles for de elementer på tegningen er, at de refererer til tre danske selskaber, der alle har store markedsandele på de britiske øer.

Carlsberg: tegningen taler for sig selv

Carlsbergs slogan ’Probably the best beer in the world’ (formentlig den bedste øl i verden, red.) er blevet til ’probably the stupidest political parti in the world (formentlig det dummeste politiske parti i verden, red.).

Dermed bliver Carlsberg-brandet indirekte draget ind i den britiske omtale af dansk udlændingelovgivning. Carlsberg har ifølge selskabet selv 1.800 ansatte og en markedsandel på 14,2 procent på det britiske ølmarked, hvor man blandt andet sponserer det engelske fodboldlandshold, topligaen Premier League samt fodboldholdet Liverpool FC.

Selskabet har dog ikke mange kommentarer til dagens tegning.

- Vi har ingen kommentarer til den. Vi synes, den taler for sig selv, siger Kasper Elbjørn, der er presseansvarlig i Carlsberg Group.

Kreativ brug af lego-klodserne

Heller ikke Lego har nogen kommentarer til tegningen, hvor en lego-klods er portrætteret.

Lego er ellers verdens største legetøjsproducent og sidder tungt på det engelske marked, som regnes for verdens tredjestørste.

- Det har vi ingen holdning til. Vi ser hele tiden kreativ brug af lego-klodser af børn, voksne, fans og kunstnere over hele verden – en brug, vi som virksomhed ikke støtter op om eller engagerer os i, skriver Legos pressechef Roar Rude Trangbæk.

Storbritannien er Danish Crowns største marked

Som det tredje brand på den kontroversielle tegning er et svin blevet portrætteret. Storbritannien er ifølge Danish Crown selv virksomhedens største marked. Datterselskabet Tulip har eksempelvis sit hovedsæde i England.

Men svinekødsproducenten vil heller ikke kommentere på tegningen.

- I Danish Crown koncentrerer vi os om at drive vores virksomhed. Det at have holdning til den offentlige debat på daglig plan, det er ikke noget, vi bruger vores tid, siger pressechef Jens Hansen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube