DOKUMENTATION Sådan købte Arla-ansatte ind på mælkebønders regning

Arla vurderer, at der har været en usund forbrugskultur hos en kreds af selskabets ansatte i Sverige.

Gaveindkøb af ure for over 300.000 svenske kroner er blandt de udgifter, Arla fremover vil skære ned på.

Ansatte hos Arla i Sverige har brugt for mange penge på blandt andet gaver, middage og konferencer. Det vurderer ledelsen hos Arla.

- Der var udgifter i den svenske del af vores organisation, som var på et unødigt niveau. Det er vores egne fejl, men det her er noget, vi har ordnet, siger Arlas kommunikationsdirektør i Sverige, Gunnar Gidefeldt, til DR Nyheder.

Det er Arlas 12.700 andelshavere - deriblandt 3.100 danske mælkebønder - der har betalt for overforbruget.

Herunder har vi samlet syv eksempler på, hvad ansatte hos Arla i Sverige har købt ind.

Forbruget fremgår af kvitteringer, som DR Nyheder har fået adgang til gennem den svenske tv-station SVT, der i aften sender et program om overforbruget.

Kvitteringerne stammer fra Arlas egen undersøgelse af medarbejdernes forbrugsmønstre.

Undersøgelsen blev sat i værk i 2014, efter at en nytiltrådt direktør for Arla i Sverige, Henri de Sauvage, opdagede et overforbrug blandt en kreds af ansatte.

1. Ure


Der eksisterer to regninger på indkøb af flere ure, som samlet er på over 300.000 svenske kroner. Blandt andet har ansatte i Arla i Sverige fået et ur med 14 karat guld som tak for deres indsats, efter at de har været ansat i 25 år.

Arla har nu ændret sine retningslinjer for at komme de dyre gaveindkøb til livs.


2. Racerløb

Racerkørsel lidt uden for Malmø i forbindelse med en konference er et eksempel på, hvad Arlas sælgere har brugt penge på. En regning for syv personer er landet på 46.769 svenske kroner.

Arlas ledelse siger i dag, at de ikke mener, at den udgift harmonerer med en forbrugskultur, hvor man bruger mælkebøndernes penge på den bedst mulige måde.

3. Flybillet til hustru

Fire måneder efter Arlas svenske direktør, Henri de Sauvage, iværksatte undersøgelsen af medarbejdernes forbrugsmønstre, tog han sin hustru med til Paris på mælkebøndernes regning.

Pris for flybilletten: 12.586,50 kroner. Henrik de Sauvage rejste til Paris for at deltage i et bestyrelsesmøde for den svenske dagligvareleverandørers brancheforening, DLF, og her var ægtefæller også velkomne.

Først efter svensk tv kontaktede direktøren vedrørende billetten, valgte Henri de Sauvage selv at betale den. Det gjorde han, fordi han blev klar over, at det kunne ”misforstås,” at han havde fået mælkebønderne til at betale for den.

I dag oplyser Arlas svenske presseafdeling til DR Nyheder, at det i nogle tilfælde kan være rimeligt, at ægtefællers deltagelse i arrangementer bliver betalt af andelshaverne.

Det kræver dog, at ægtefællernes tilstedeværelse også gavner mælkebøndernes interesse. Som eksempel nævner presseafdelingen en invitation til direktør og hustru til et arrangement i det svenske kongehus.

4. Smykker

En af de største dokumenterede udgifter, mælkebønderne har betalt for, er 57 gavekort til den svenske smykkeforretning Guldfynn. Totalprisen ender på 307.800 svenske kroner. Arla har nu ændret sine retningslinjer for at komme de dyre gaveindkøb til livs.

5. Golftur

116.435 svenske kroner. Det blev den totale pris for et golfevent for 26 deltagere afholdt på mælkebøndernes regning, som blandt andet inkluderede barregninger, indkvartering, middage og køb af golftøj.

6. Privat forbrug på firmakort

En række af Arlas svenske ansatte har også haft firmakort, som har været brugt til privat forbrug. Et Arla-kreditkort er eksempelvis blevet anvendt til blandt andet indkøb i Hugo Boss og udgifter for flere tusinde kroner på eventstedet Globen i Stockholm i weekenderne.

Ifølge Arla var det frem til maj 2015 tilladt at bruge firmakortet til private indkøb, hvis man senere blev trukket i løn for tilsvarende beløb.

Mælkegigantens egen undersøgelse viser, at beløbene efter deres bedste overbevisning er tilbagebetalt i dag.

7. Festmiddage

Arlas ansatte har også holdt festmiddage på det fem-stjernede Grand Hotel i centrum af Stockholm. En regning fra 2014 beløber sig til i alt 152.743 svenske kroner.

Ifølge Arla blev der hvert år holdt en festmiddag for de medarbejdere, der havde været i virksomheden i 25 år. Nu er man stoppet med at holde den slags festmiddage og laver i stedet billigere, lokale arrangementer som for eksempel frokoster.

Har sparet millioner

Siden Arlas undersøgelse af de svenske ansattes forbrugsmønstre har selskabet gennemført en række ændringer.

Der er for eksempel kommet nye regler for rejser, konferencer, firmakort, personalegode. Ifølge Arla har det ført til en besparelse på 10 millioner svenske kroner.

Du kan se mere om historien i det svenske tv-program ”Uppdrag granskning” på SVT1 og SVT Play kl. 20.00 i aften.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube