Dom i hvidvask for 184 millioner: Far og søn idømmes fængsel

Vekselkontoret får en bøde på 92 millioner kroner.

De to dømte mænd, der er far og søn, har besluttet at anke dommen. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Far og søn idømmes hver seks års fængsel for hvidvask af millioner.

Derudover får det københavnske vekselkontor, som sønnen er direktør for, en bøde på 92 millioner kroner og frakendes rettigheden til at veksle valuta.

Det står klart, efter der i dag er faldet dom i det, der betegnes som Danmarkshistoriens største sag om hvidvask af penge.

- Jeg er selvfølgelig tilfreds. Retten sender et vigtigt signal til samfundet om, at man ikke tillader den her slags lovovertrædelser. Det er en alvorlig sag - den største af sin slags, siger Karina Ankergren, anklager hos Bagmandspolitiet.

En far på 66 år og hans søn på 33 år er blevet dømt for at have begået groft hæleri for i alt 184 millioner kroner på vekselbureauet i perioden fra 2010 til 2014.

DR's reporter er tilstede i salen og beretter om, at den ene dømte, faren, er rystet og tydeligt berørt. Han skjuler sit ansigt i hænderne, mens hans forsvarer forsøger at berolige ham.

Under retssagen er der afspillet overvågningsvideoer fra vekselkontorets kamera, og her fremgår det, at faren havde større beføjelse end de andre ansatte. Derfor blev han også straffet med seks års fængsel.

Begge tiltalte ankede efter kort betænkningstid dommen. De har begge siddet varetægtsfængslet i 14 måneder, men trods protester fra forsvarerne fortsætter varetægtsfængslingen, til sagen kommer for Landsretten.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube