Dong sætter udvikling af Hejre-oliefelt på pause

Efter mange problemer og tilbageslag stopper Dong nu udviklingen af det store Hejre-felt i Nordsøen.

Dong Energy og Bayerngas vil nu sammen vurdere alternative måder at udvikle Hejre-feltet på, lyder det fra Dong. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Dong stopper arbejdet med Hejre-feltet i Nordsøen, der har været et tidligere prestigeprojekt. Baggrunden er leverandørproblemer og økonomiske udfordringer.

Hejrefeltet har længe været plaget af problemer og i Dongs regnskab for 2015 blev det sagt, at feltet er i en "svær situation". Den er blevet endnu sværere.

Problemer med leverandøren af den boreplatform, der skulle udvikle oliefeltet, har gjort, at arbejdet nu er lagt ned.

- Dong Energy og Bayerngas har i dag besluttet at ophæve kontrakten om Hejre-platformen som følge af leverandørkonsortiets væsentlige misligholdelse af deres aftaleforhold.

- Vi vil nu træde et skridt tilbage for sammen at vurdere, hvad der fremadrettet er den bedste vej for Hejre-feltet, siger David B. Cook, koncerndirektør i Dong Energy.

Feltet er ikke helt lagt i graven, oplyser Dong dog i meddelelse.

- Dong Energy og Bayerngas vil nu sammen vurdere alternative måder at udvikle Hejre-feltet på. Der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt gives nogen dato for produktionen af den første olie fra Hejre-feltet, skriver Dong.

Feltet har været et flagskibsprojekt for Dong og er beskrevet som " den største udbygning af olie- og gasaktiviteterne i den danske Nordsø sektor i nyere tid".

Det var planen, at olien skulle begynde at strømme fra 2017. Det er nu udsat på ubestemt tid.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube