DSB skal spare 300 millioner

Som en del af finanslovsaftalen skal DSB fra næste år have 300 millioner kroner mindre at gøre godt med. SF kræver svar fra ministeren.

DSB skal spare 300 millioner kroner fra næste år. (© DSB)

DSB skal spare 300 millioner kroner om året allerede fra 2011. Det står at læse på fire godt gemte linjer i finanslovsaftalen.

Hverken DSB eller Transportministeriet har på nuværende tidspunkt kommentarer til, hvad nedskæringen kommer til at betyde. Men hos SF er de vrede.

- Det er jo ikke i orden, når vi har så mange problemer med tog til tiden, at de tager penge fra DSB, for at få finansloven til at hænge sammen, siger trafikordfører for SF, Anne Baastrup til DR Nyheder.

Spørgsmål til ministeren

Anne Baastrup sidder lige nu og skriver på et paragraf 20-spørgsmål til transportminister Hans Christian Schmidt for at få en forklaring.

Også Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, er forarget.

- Det er meget, meget drastisk. Og det vil helt sikkert give flere forsinkelser og mere snavsede tog og snavsede stationer.

I sidste måned annoncerede DSB fyring af 140 administrative medarbejdere.