Efterforsker: Smuglersmøgen er cigarettens svar på studenterbrød

Udenlandske organiserede bander smugler hvert år millioner af falske cigaretter til Danmark. På kajen står småkriminelle danskere og venter.

Sidste år blev der beslaglagt mere end 26,7 millioner smøger. Mange af dem havner bag forhænget i kiosker eller bliver sat til salg på nettet. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Cigaretter forklædt som vaniljekranse og legetøj, cigaretter i hemmelige bunde i lastbiler, og cigaretter skjult bag vandbeholdere.

Jan Jarlbæk har set det meste i sit job som professionel efterforsker for tobaksbranchen.

- Der er ingen grænser for, hvad de kan finde på. Cigaretterne kommer fra både Østeuropa, Kina og Mellemøsten og bliver smuglet af organiserede kriminelle, udenlandske grupper, som handler med meget andet end cigaretter - alt, der kan tjenes penge på. Smøgerne er kun en del af deres smuglervareudvalg, siger han.

Cigaretsmuglingen fylder dog så meget i statistikkerne herhjemme, at tobaksindustrien nu er begyndt at hyre privatdetektiver, som kan afsløre netværket bag. Alene de første ni måneder sidste år blev der beslaglagt mere end 26 millioner cigaretter, viser tal fra Skat. Det er mere end dobbelt så mange som året før.

Gode penge i cigaretter

Når cigaretterne ankommer til Danmark, er det ofte bandemedlemmer med rygmærke, der står og tager imod, siger Jan Jarlbæk, men ved siden dem står også helt almindelige småkriminelle:

- Der er gode penge i cigaretter, og derfor frister det mange, som ser deres snit til at få sig en lille nebengeschäft. Typisk sælger de cigaretterne videre til 30 - 40 procent under normalpris, fordi de jo ikke betaler afgifter, siger han.

Den falske cigaret er tobakkens svar på studenterbrødet. Det er et tilfældigt sammenskrab af indhold, der mere eller mindre er støvet op fra gulvet. Ingen ved, hvad der er i dem.

Jan Jarlbæk, professionel efterforsker

Nogle af cigaretterne havner bag et forhæng i kiosker, andre sælges videre i værtshuse, fra varevogne eller på Facebook.

Tobakkens svar på studenterbrød

Men salget ville formentlig ikke være særlig højt, hvis køberne vidste, hvad der er i mange af de indsmuglede cigaretter, siger Jan Jarlbæk.

- Man glemmer, at mange af cigaretterne er produceret under ukontrollerede forhold. Jeg plejer at sige, at den falske cigaret er tobakkens svar på studenterbrødet. Det er et tilfældigt sammenskrab af indhold, der er mere eller mindre støvet op fra gulvet, siger efterforskeren og understreger, ligesom Skat, at de kan være yderst sundhedsskadelige.

Dertil kommer, at mange ikke tænker over, hvad man sponserer, når man køber indsmuglede smøger.

- Typisk havner pengene hos de organiserede kriminelle i udlandet, og de penge sponsorerer yderligere kriminalitet. Så det er ikke "bare" cigaretter, det handler om. Der er meget mere i det, siger han.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube