Eksperter: Derfor boomer danske iværksættere ikke

Danske iværksættere er for dårlige til at vokse sig store og stærke i en fart. Faktisk er det kun et fåtal, der bliver til såkaldte vækstvirksomheder.

Templafy er en af de nye virksomheder, der har fået penge skudt ind af en venturefond. Direktør Christian Lund (til venstre i billedet) regner med, at de derfor kan gå fra nul til 20 mand på et år. Men det er de færreste virksomheder herhjemme, der bliver til såkaldte vækstvirksomheder.

Lige nu jubler vi over antallet af nye danske virksomheder og unge, der vil prøve kræfter som iværksættere.

Men det er kun et fåtal, der i sidste ende bliver til såkaldte "vækstlokomotiver", som kan trække gang i vækst og arbejdspladser.

Det fortæller Peter Torstensen, der er direktør i virksomheden Accelerace, som lever af at hjælpe små iværksættervirksomheder med at vokse sig store.

- Det er måske kun 0,1 procent af dem, som starter, der ender med at blive de her store vækstvirksomheder med 100 eller flere medarbejdere. Det er selvfølgelig super ærgerligt, og det er betydeligt mindre end i sammenlignelige lande, siger han.

Tre årsager til manglende vokseværk

Peter Torstensen peger på tre centrale årsager til, at der ikke er flere virksomheder, der vokser sig store og stærke herhjemme.

- Det første er, at det danske marked jo ikke er særlig stort. Og derfor skal man ret hurtigt uden for Danmarks grænser som ny virksomhed for at vokse, siger han.

For det andet har Danmark ifølge Peter Torstensen ikke særlig mange, der har været igennem rejsen fra spæd idé til stor virksomhed.

Han mener faktisk, at antallet herhjemme kan tælles på to hænder, og han peger i stedet på et land som USA, hvor der er langt flere, der har prøvet at skabe vækstvirksomheder.

- Og her i Danmark har vi altså behov for nogle flere af dem, der har prøvet det før, og som nu er i gang med at gøre det igen, siger Peter Torstensen.

I USA investerer man langt mere

Den tredje årsag er, at nogle af iværksætterne i stedet for at udvikle og ekspandere deres virksomhed i Danmark vælger at tage til udlandet, når de er i gang med deres væksteventyr.

- Enten fordi de ikke kan finde penge eller arbejdskraft nok. Eller fordi de gerne vil være tæt på det marked, som de skal vokse i, siger Peter Torstensen.

Han sammenligner igen med USA, hvor man investerer langt mere i unge virksomheder, hvis de skal vokse hurtigt.

På det amerikanske marked investerer man ifølge Peter Torstensen gladeligt 50 til 100 millioner dollar i en virksomhed, man tror på.

- Og i Danmark investerer vi vel 50 til 100 millioner kroner, hvis vi er rigtig heldige. Det er en femtedel af USA, siger han.

Professor: Der mangler tre ting

Alle de ting bekræfter professor i entreprenørskab på CBS, Serden Özcan.

Han forklarer, at entreprenørmiljøet i Danmark mangler tre grundlæggende hjørnesten for at kunne holde på iværksætterne: Venturekapital, specialister og adgang til et stort marked.

- Som iværksætter har du simpelthen brug for økonomisk støtte til at blive stor. Og derudover har du brug for specialiseret arbejdskraft til at udføre dine ideer, det kunne for eksempel være IT-udviklere, siger Serden Özcan.

Og så er Danmarks indre marked altså bare ikke stort nok.

- Så hvis man for eksempel udvikler små programmer til mobiler, så kan man måske få 50.000 brugere, men det er umuligt at få for eksempel fem millioner brugere, siger han.

Man har en anden vilje i USA

Serden Özcan fortæller, at det kan være årsagen til, at folk rejser ud af Danmark og i stedet starter deres kommende vækstvirksomhed i for eksempel USA.

- Og det er et problem, fordi det i sidste ende betyder, at entreprenørmiljøet herhjemme ikke vokser. Og fordi vi taber folk, så er vi heller ikke i stand til at tiltrække talenter fra andre lande, siger han.

Peter Torstensen mener, at der er nogle åbenlyse årsager til, at USA gør det bedre, når det kommer til at få små virksomheder til at vokse.

Også han peger på den åbenlyse fordel ved et stort marked, med plads til ekspansion.

- De har jo et hjemmemarked, der er koloenormt. Og så har de en længere tradition for at skabe vækstvirksomheder, end vi har. Det har de vel gjort de sidste 50 år, mens vi først for ti år siden begyndte at snakke om iværksættere, siger han.

- Så vi har slet ikke den samme tradition i Danmark, som de har i USA. Vi har så at sige ikke den samme vilje.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube