Er pengene få? Her kan du bytte i stedet for at købe

GUIDE Få 10 bud på steder, hvor du kan bytte dig frem, i stedet for at købe.

Der er mange muligheder, hvis du vil bytte frem for at købe. (Foto: Linda Kastrup © sCANPIX)

Drømmer du om at klare hverdagen uden at skulle tjene en masse penge for at få de ting, du har brug for eller lyst til? Det er der også andre, som gør.

Vi deler med hinanden – for at spare penge, for at genbruge ressourcer, og fordi det gør vores hverdag lettere.

De sociale medier har gjort det meget nemmere at bytte og give væk, her er tillid og troværdighed den nye valuta.

Her er nogle bud på, hvor du kan dele med andre - uden penge involveret (eller næsten):

1. Gives Bort på Facebook

På Facebook findes flere grupper med titlen Gives Bort. Indenfor samme by foræres ting væk.
Du kan for eksempel hente en halv pakke bleer str. 5 og andet til baby i Malling syd for Århus, kantfliser i Frederikshavn og Shetlænderen Frida på Sjælland.

2. Resecond

I kjolebutikken Resecond i København kan du bytte din kjole af god kvalitet til en anden, som ellers ville hænge hengemt i et fremmed klædeskab. Du betaler et kontingent på 139 kr. pr. måned og kan derefter bytte løs. Når du har afleveret din kjole, tilhører den fællesskabet og du kan ikke få den tilbage igen.

Dig, mig og pengene

P1 sætter spot på penge og deres effekt på mennesker i den nye programserie 'Dig, mig og pengene', der sendes hver dag i påsken. Find den her.

Resecond har også en app, hvor man gratis kan bytte tøj og andre ting med mennesker, som bor i samme område som én selv. App'en fungerer på iphone og vil fungere på android i løbet af et par måneder.

3. SwapAmok.dk

På SwapAmok.dk sætter du dit eget tøj til salg og får derved nogle point, som du kan bruge til at købe andres aflagte tøj med. Siden er startet af en kvinde, som syntes, det var ressourcespild at hendes fejlkøb, eller at tøj, hun var vokset ud af, bare blev smidt ud. Der findes også en SwapAmok med børnetøj.

4. Del din avis

Nogle naboer eller trappeopgange deles om en avis eller sørger for at have forskellige abonnementer, så man kan læse forskellige aviser til én pris.

5. Sofasurfing

At låne en seng gratis hos en fremmed, er et voksende fænomen. Du overnatter gratis i et fremmed hus på en sofa eller gæsteseng, når du er ude at rejse. Til gengæld forventes du også at stille din sofa til rådighed for rejsende.

(Foto: Linda Kastrup © sCANPIX)

6. Artmoney

Brug et kunstværk til at betale for din taxatur eller en behandling hos tandlægen. Artmoney er et koncept, hvor et lille kunstværk kan bruges som internationalt betalingsmiddel. Kunstneren skal registreres på artmoney.org og kan derefter sælge sine artmoney-værker for ca. 200 kr.

Ejeren af en artmoney kan bruge det som delvis betalingsmiddel for kunst, serviceydelser eller varer hos forretninger, som anerkender artmoney-systemet. Hvis de ikke kan lide dit kunstværk, har de ret til at nægte at tage imod det.

7. Give&Take

En digital platform, der hjælper ældre borgere på Frederiksberg med at udveksle tjenester og viden og danne nye netværk.

Inga har en fortid som bogholder og kan derfor tilbyde hjælp med økonomiplanlægning. Til gengæld får hun hjælp af Erik til at hænge hylder op eller af Kirsten, der er god til at finde vej i en smartphone. Formålet er at skabe livskvalitet ved at hjælpe hinanden. Find hjemmesiden her.

8. Byttemarked

I flere danske byer arrangeres Byttemarked. En hyggelig, social, gratis og miljøvenlig begivenhed, hvor du kan bytte til nyt. Du medbringer det, du vil give væk af bøger, sko, elektronik, køkkenting osv. Dernæst kan du selv gå på opdagelse og tage ting med hjem, som andre ikke længere vil have. Den 16. april er der Nordisk Byttedag. Læs mere her.

(Foto: Christian Liliendahl © sCANPIX)

9. #Bortgives på Twitter

Her byder folk fra hele landet ind med ting, de gerne vil give væk. Alt fra fodboldbilletter til fladskærme.

10. Vennetjenester

Hjælper du familie eller venner med småting, som indkøb, rengøring, havearbejde eller mindre reparationer, skal du som udgangspunkt ikke betale skat af det.

Ligger tjenesten ud over, hvad det er almindeligt at hjælpe med, og har det en væsentlig økonomisk værdi, skal du betale skat. Får du penge for at hjælpe, eller bytter I arbejdstjenester, skal du betale skat.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube