Erhvervsliv jubler over Femern-bro

En fast forbindelse over Femern Bælt er skrevet ind i det tyske regeringsgrundlag. Hvis broen bliver en realitet, vil den tiltrække virksomheder og vækst, mener Dansk Industri.

Storebæltsbroen får måske snart selskab af en ny stor bro mellem Danmark og Tyskland. (© DR)

En bro mellem Danmark og Tyskland over Femern Bælt er blevet skrevet ind i det tyske regeringsgrundlag. Det er et stor skridt fremad for Danmark, mener Dansk Industri.

- En fast forbindelse vil gøre det lettere at tiltrække virksomheder og tilføre dynamik til hele Nordeuropa, siger Jens Hennild, der er transportpolitisk chef i Dansk Industri.

Den vurdering er Handel, Transport og Serviceerhvervene enig i.

- Med Femern Bælt-forbindelsen nedfældet i det tyske regeringsgrundlag bærer den vedholdenhed, som transportminister Flemming Hansen i særdeleshed og danske trafikpolitikere i almindelighed har lagt for dagen, omsider frugt. Vi står foran en historisk beslutning, siger Michael Svane, der direkør i HTS.

Ikke kun for københavnere

Broen er ikke kun et projekt, der vil komme sjælland og København til gode, understreger Jens Hennild.

- Det vil skabe bedre handelsbetingelser for hele Danmark og Nordeuropa, men jeg tør ikke tage realiseringen af forbindelsen for givet, før en anlægslov er vedtaget, siger Jens Hennild.

Den konservative trafikminister Flemming Hansen glæder sig over, at en af hans politiske mærkesager nu har en fremtrædende placering hos den nye tyske regering.

- Jeg havde en aftale med den daværende tyske trafikminister Manfred Stolpe, men det er første gang, at det indgår i det tyske regeringsgrundlag. Så jeg er glad, siger Flemming Hansen.