Fire gode råd: Sådan beskytter du bedst dine penge på nettet

Tusindvis af skoleelever skal i denne uge lære, hvordan de passer på sig selv og deres privatøkonomi, når de handler online.

Jonas Riis Skov og Magnus Brøgger Sejthen fra Lisbjergskolen i Aarhus er i dag blevet undervist i, hvordan de styrker deres digitale sikkerhed. (Foto: DR Nyheder)

Vær kreativ, når du skal finde på et nyt online-password, lad være med at sende et billede af dit NemID til dine venner, og tænk dig om en ekstra gang, før du køber et par nye sko eller den seneste gadget fra en webshop.

Det er nogle af rådene fra bankernes brancheorganisation, Finansrådet, som i denne uge underviser tusindvis af skoleelever fra 7. til 10. klasse i, hvordan de styrker deres digitale sikkerhed.

- Allerede fra man er 13 år, kan man få adgang til netbank og betalingskort, og derfor er det vigtigt, at vi fra begyndelsen af får grundlagt nogle gode sikkerhedsvaner for de unge, når de færdes på nettet. Der er jo desværre nogen, der prøver at snyde dem, når de handler på nettet. Og når man er 13 år, er man ikke altid så mistroisk over for mulige fupmagere, som voksne er, siger Louise Mogensen, der er vicedirektør i Finansrådet.

Hvad skal man så gøre for at styrke sin digitale sikkerhed?

1) Vær kritisk over for de hjemmesider, som du shopper på

(© Colourbox)

Det har aldrig været lettere at shoppe online, og med et par klik kan du købe alt fra tøj og koncertbilletter til segboards og bøger fra hele verden. Det er dog langt fra alle webbutikker, der er sikre at handle i, og derfor skal du bruge din sunde fornuft, inden du godkender et onlinekøb.

- Hvis noget er for godt til at være sandt, så er det nok, fordi det er for godt til at være sandt. Hvis en vare eksempelvis er ekstremt billig, bør man tænke sig om en ekstra gang, før man køber den. Det kan nemlig være, at forhandlerne vil prøve at snyde dig ved at logge dine betalingsoplysninger ud af dig, siger Louise Mogensen.

Hun opfordrer derfor unge til at holde øje med det såkaldte e-mærke, når de shopper online. Det er en dansk certificeringsordning, som sikrer, at webbutikker er til at stole på.

- Derudover kan man tjekke hjemmesiden trustpilot.dk, hvor man kan læse andre folks vurderinger og anmeldelser af de forskellige webbutikker, siger Louise Mogensen.

2) Tag aldrig et billede af dit nøglekort til NemID og E-boks med mobilen

(Foto: Jonas Vandall Ørtvig © Scanpix)

Alle over 15 år får i dag en adgangskode fra NemID, som de skal bruge, når de skal tjekke digital post fra det offentlige eller logge ind på deres netbank.

Selvom det kan virke oplagt at tage et mobilbillede af det lille nøglekort, så man hele tiden har det på sig, er det bestemt ingen god ide, siger Louise Mogensen.

- Ens mobiltelefon kan desværre blive hacket, og derfor kan kriminelle få adgang til ens netbank, hvis man har nøglekortet på mobilen. Det er ubehageligt, siger vicedirektøren og understreger, at man heller ikke skal dele sine oplysninger med andre.

3) Skift adgangskode jævnligt – og vær kreativ

(Foto: Kacper Pempel © Scanpix)

Man kan nærmest ikke være online i dag uden at være logget ind på et hav af hjemmesider og onlinetjenester. Men selvom det umiddelbart er nemmest at genbruge det samme kodeord, er det bestemt ingen god ide, siger Louise Mogensen.

- Hvis det lykkes en kriminel at aflure ens kodeord, så er det meget nemt at bruge det hele vejen rundt. Derfor skal man gerne have to-tre forskellige kodeord, som man bruger online, siger hun.

Derudover skal du droppe de oplagte kodeord, hvor man eksempelvis bruger sit efternavn og tallene ”1234”. Og så skal du gerne skifte dem ud en gang hvert halve år, og de skal allerhelst have mindst otte små og store bogstaver samt et tal, siger Louise Mogensen.

4) Vær skeptisk, når du modtager mails fra personer, som du ikke kender

(© DR)

Har du nogensinde modtaget en mail fra din bank eller kommune, som ikke ligner dem, du normalt får? Og har du prøvet at få en mail fra eksempelvis NemID med et link eller en vedhæftet fil, som du ikke har ønsket at trykke på?

Hvis ja, så er du bestemt ikke den eneste. It-kriminalitet er nemlig et voksende problem, og det er især den såkaldte phishing, der er i vækst, fortæller Louise Mogensen.

- Her prøver kriminelle via en sms eller mail at logge ens kodeord ud af en. De er blevet mere og mere avancerede, og flere af dem bruger ret avancerede hackerhjemmesider, der ser troværdige ud. Dem skal man tage sig i agt for, siger hun.

- Derfor skal man lade være med at klikke på links eller vedhæftede filer fra personer, som man ikke kender. Det kan være, at de installerer et virusprogram på din computer, siger Louise Mogensen.

Og hvis det er gået galt…

(Foto: Asger Ellekrog)

Hvis du opdager, at en hacker har stjålet dit kodeord eller tømt din bankkonto, skal du reagere så hurtigt som muligt.

- Du skal med det samme melde det til politiet, så de kan gå i gang med at efterforske sagen. Derudover skal man melde det til ens bank, så man kan få sit kort spærret, siger Louise Mogensen.

Hvad går Pengeugen ud på?

  • Det er Finansrådet, der står bag "Pengeugen", som finder sted hvert år. Her vil bankdirektører og rådgivere i løbet af ugen besøge 642 skoler i hele landet for at undervise flere end 21.000 elever fra 7. til 10. klasse i privatøkonomi. I år er temaet digital sikkerhed.
  • 77 pct. af alle unge mellem 16-19 år går i banken via internettet, og andelen har været stigende igennem en årrække.
  • 74 procent af alle unge har inden for det seneste år foretaget et køb fra en dansk forhandler via internettet. For hele befolkningen er andelen på 84 procent. De unge køber dog i højere grad ting på udenlandske webbutikker sammenlignet med resten af befolkningen.
  • Fakta: Finansrådet

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube