Flere virksomheder beholder ansattes skat

Forglemmelse eller en nem måde at låne penge på. Skattekrav til firmaer er fordoblet.

Virksomhederne opkræver skat og arbejdsmarkedsbidrag fra de ansatte, men flere får ikke sendt pengene videre til Skat. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Brancheorganisationien FSR Danske Revisorer ved ikke, om der er tale om dårlig moral, bevidst snyd eller en nem måde at låne penge på, skriver Politiken.

Baseret på tal for Skatteministeriet har FSR beregnet, at statens tilgodehavende hos virksomheder, der ikke har sendt ansattes skattekroner videre er steget fra 3,1 til 7,4 millioner kroner fra december 2013 til juni 2016.

Arbejdsgiverne opkræver skat og arbejdsmarkedsbidrag, og skal sende pengene videre til Skat.

Alene de sidste seks opgjorte måneder fra december 2015 til juni 2016 er denne gæld steget med 1,2 milliarder kroner, viser opgørelsen.

- Kan man som snyder se, at den generelle kontrol er svag, så kan man også fristes til at lade helt være med at betale eller forhaler betalingerne, siger Tom Vile Jensen, der er erhvervspolitisk direktør i FSR.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) mener, at en del virksomheder laver fejl på grund af komplicerede regler.

- Derfor er det mit ønske, at vi med de milliarder, vi har aftalt at bruge på at bygge et nyt skattevæsen, får forenklet skattesystemet og indretter det, så det både er nemmere at forstå og vanskeligere at snyde, siger han.

/ritzau/