Forbrugerråd: Mærkede cykelhjelme giver ingen sikkerhedsgaranti

Forbrugerrådet Tænk må ofte dumpe CE-mærkede cykelhjelme, fordi de ikke lever op til kravene på det danske marked.

Her bliver cykelhjelmen Abus Lane-U gjort klar til Forbrugerrådet Tænks tests. (© DocEye / DR)

Cykelhjelmens fornemmeste opgave er at beskytte hovedet, når uheldet er ude. Men det er langt fra alle hjelme, der kan klare en tur i kantstenen.

Det viser de tests, som Forbrugerrådet Tænk med jævne mellemrum laver af cykelhjelme, der ellers bærer den CE-mærkning, som mange danskere anser for at være deres garanti for, at hjelmen er sikker.

Hvad er CE-mærket?

På en cykelhjelm sidder CE-mærket oftest på hjelmens inderside.

CE-mærkning er en nøgleindikator for overholdelse af EU-lovgivningen og det garanterer, at det pågældende produkt må sælges i hele det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Når en producent CE-mærker et produkt, erklærer han/hun på eget ansvar, at produktet er i overensstemmelse med alle lovkrav for CE-mærkning.

CE-mærkning angiver blot, at produktet er blevet vurderet, inden det er sendt på markedet, og derved opfylder lovkravene for at blive solgt.

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen

- Vi har i tidligere tests haft hjelme, der ikke levede op til kravene i CE-mærkningen, og som derfor slet ikke burde være på det danske marked, siger Stine Müller, der er projektleder i forbrugerrådet.

DOKUMENTATION: Se Forbrugerrådet Tænks tests

Pris ikke lig med kvalitet

DR-programmet Forbrugertesten har fulgt Forbrugerrådet Tænk igennem den seneste test på et højteknologisk laboratorium i udlandet. Denne gang blev fem populære cykelhjelme testet.

Alle sammen levede heldigvis op til minimumskravene, men det viste sig alligevel, at der var meget stor forskel på cykelhjelmenes evne til for eksempel at absorbere stød, fastholde sig på hovedet ved styrt og hvor behagelige, de er at have på.

- Selvom der er klare krav, ser vi, at der er stor forskel på, hvor godt hjelmene klarer en test, forklarer Stine Müller.

Den dyreste blev nummer chok

Efter testen af de fem hjelme står det desuden klart, at pris og kvalitet langt fra hænger sammen, når du skal vælge ny cykelhjelm.

Her ses de hjelme, der senest er blevet testet af Forbrugerrådet Tænk. (© DocEye / DR)

Faktisk indtog testens dyreste hjelm - Bontrager Curcuit Helmet til 799 kroner - en klar bundplacering i den vigtige del ved stød, mens den absolut billigste cykelhjelm - Bell Solar til 249 kroner - klarede det simulerede styrt ved 20 km/t allerbedst.

- Man behøver altså ikke betale 800 kroner for at få en god hjelm, siger Stine Müller.

I den samlede test, hvor der udover stødabsorbering også er taget højde for hjelmens fastholdelse på hovedet og komfort, ser placeringerne på podiet sådan her ud:

1. Giro Trinity, 369 kr.

2. Bell Solar, 249 kr.

3. Abus Lane-U, 499 kr.

Første gang alle hjelme består

Der skal være en CE-mærkning i cykelhjelme på det danske marked, men det er langt hen ad vejen producenterne af hjelmene, der selv holder øje med, om deres produkter lever op til EU's standard.

Og det er ifølge Forbrugerrådet Tænk første gang, at samtlige testede cykelhjelme består parameteret 'sikkerhed' i deres tests.

- Heldigvis skal vi ikke ud og dumpe nogen hjelme efter denne test, som vi ellers har skullet tidligere, forklarer Stine Müller.

Se hele testen af cykelhjelme i Forbrugertesten klokken 21 på DR1. I aften ser programmet også nærmere på dagligvarer i supermarkedet.

Læs desuden mere om, hvordan det er gået i en række andre tests af cykelhjelme på markedet her.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube