Forbrugerrådet: Boligejere betaler Danske Bank-aktionærers fest

Danske Bank henter store overskud ud af Realkredit Danmark, mens kunderne betaler øgede bidragssatser.

Realkredit Danmark burde koncentrere sig om sin egen forretning, mener Forbrugerrådet Tænk. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Mens aktionærer i Danske Bank glæder sig over, at der er flere penge på vej ind på kontoen, så ser det anderledes ud for boligejere med lån hos Realkredit Danmark, siger Forbrugerrådet Tænk.

I Danske Banks årsregnskab, som blev præsenteret her til morgen, kom det nemlig frem, at Danske Bank vil forgylde sine aktionærer ved at købe egne aktier op for ni milliarder kroner og samtidig hæve prisen fra 5,5 kroner aktien til otte kroner.

Men 3,5 af de milliarder, som aktionærerne kan nyde godt af, kommer fra datterselskabet Realkredit Danmark.

Og det er for dårligt, lyder kritikken.

- Det er utroligt, at det er boligejerne, der skal betale. Når Realkredit Danmark siger, at de mangler kapital og hæver bidragssatserne (de gebyrer, som boligejerne betaler for at låne penge, red.), så synes jeg, det er underligt, at man samtidig kører pengene direkte ind i Danske Bank, som så sender pengene videre til deres aktionærer, siger Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk.

I stedet burde Realkredit Danmarks overskud gå til at sænke de udskældte bidragssatser, mener Forbrugerrådet.

Danske Bank: Ingen anden udvej

Der er dog ikke udsigt til, at det bliver billigere at være kunde i Realkredit Danmark.

Thomas Borgen, som er administrerende direktør hos Danske Bank, siger til DR Nyheder, at han ønsker både at gøre aktionærer og boligejere glade. Men det er også vigtigt for Danske Bank, at de kan være konkurrencedygtige, lyder det.

- Den kapital, som vi stiller til rådighed, er nødt til at give et afkast til aktionærerne. Ellers får vi svært ved at skaffe kapital i fremtiden, siger han og pointerer, at Danmark har nogle af de billigste boligsatser globalt set.

Sidste år forsvandt 17.000 kunder fra Danske Bank. Til gengæld gik det godt med økonomien. Sidste år gav et overskud på 13,1 milliarder kroner efter skat. Det er langt mere end de foregående år.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube