Fraskilte er idéelle karrieremennesker

Skilsmisseforældre har gode kort på hånden, hvis de vil gøre karriere. For i de uger, hvor børnene er væk, kan de give den gas på arbejdet. Og den model er flere virksomheder positive over for.

Flere virksomheder er parate til at lade medarbejdere holde fri i nogle uger og arbejde mindre i andre. (Foto: Amberglow © Stock.xchang)

De fleste forældre kender det - derhjemme tager børnene al den tid og opmærksomhed, de kan få. På jobbet kræver chefen det samme.

QuickVote: Fraskilt karriere

Men er du skilt, har du måske kun børnene hver anden uge, og det kan være en stor fordel for din karriere. For du kan arbejde derudaf i den ene uge og kræve færre timer i den næste.

Virksomhed åben for fleksordning

- Jeg tror, at i de fleste job hos os ville det ikke være noget problem, siger administrerende direktør i Toms, Jesper Møller.

Han er åben over for at lade sine fraskilte medarbejdere flekse, hvis de har brug for det.

- Der er ingen tvivl om, at man bliver nødt til at være imødekommende, og jeg ser heller ikke nogen grund til at holde fast i nogle stive normer fra fortiden, hvis ikke der er behov for dem.

Fordel for begge parter

Ifølge Nyhedsavisen er DSB også parat til at give enlige, der kun har børnene hver anden uge, fleksible arbejdstider. Og det vil også være en fordel for virksomhederne, siger fremtidsforsker Johan Peter Paludan.

- De kan jo, i de perioder, hvor de er "børnefri", tilbyde det, som et moderne job typisk kræver, nemlig ubegrænset tid, siger han.