Generobrer flyselskabet titlen som Europas største? Lufhansa vil opkøbe dele af Air Berlin

Det tyske luftfartselskab kan muligvis stå til at blive større end Ryanair.

Der har i længere tid været spekuleret i, om Lufthansa ville opkøbe Air Berlin. (Foto: Friedemann Vogel © Scanpix)

Det tyske luftfartselskab Lufthansa vil opkøbe en del af det konkurstruede flyselskab Air Berlin.

Der har tidligere været meldinger om, at Lufthansa står klar til at overtage fly fra sin kriseramte konkurrent.

Meldingerne er nu officielt bekræftet, skriver Reuters.

Air Berlin, der er Tysklands næststørste flyselskab efter Lufthansa, meddelte i sidste uge, at flyselskabet var gået i betalingsstandsning.

Siden 2008 er det kun lykkes selskabet at præstere et overskud én enkelt gang. Det var i 2012, hvor selskabet solgte sit bonusprogram til hovedaktionæren EtihadAirways.

Etihad vil ikke poste flere penge i Air Berlin, som flyver til 52 destinationer verden over, heriblandt København.

Europas største flyselskab?

Det er uvist hvor stor en del Lufthansa vil overtage af Air Berlin - det er kun bekræftet, at der vil blive gennemført et opkøb.

I dag er Lufthansa Group Europas andet største flyselskab, og i 2016 transporterede Lufthansa, Austrian, Eurowings, Swiss og Brussels Airline, som udgør Lufthansa Group, tilsammen 109 millioner passagerer, viser en analyse fra luftfartsorganisationen CAPA.

Lufthansa har længe været Europas største, men måtte sidste år overrække titlen til Ryanair, som transporterede 117 millioner i 2016.

Lige knap 25 millioner passagerer fløj sidste år med Air Berlin, og alt efter størrelsen på Lufthansas opkøb af fly og ruter fra Air Berlin, kan det tyske luftfartselskab muligvis genobre titlen som Europas største.

Der er meldinger om, at Ryanair muligvis også står klar til at overtage Air Berlin. Reuters skrev i går, at lavprisselskabets berømte direktør, Michael O'Leary, ikke afviser et opkøb.

Ifølge direktøren vil Air Berlins konkurs styrke Lufthansas position på det tyske marked, og det ser Michael O'Leary gerne, at der bliver lavet om på. ​

Air Berlin er børsnoteret på fondsbørsen i Frankfurt og beskæftiger over 8.000 personer. Selskabet har baser i Berlin, Düsseldorf, Nürnberg og Mallorca, hvorfra der afgår en del fly til selskabets oversøiske destinationer.

Lufhansa har sine primære hub i Frankfurt og München, mens Ryanair i Tyskland opererer ud af Køln.