God isolering trækker huskøbere til

Boligkøberne betaler markant mere for et hus med lavt energiforbrug, viser en analyse i næsten 400 områder fra ejendomsmæglerkæden EDC

Det kan være en god investering at energirenovere boligen. Det viser en ny analyse. (© Home)

Står du overfor at sælge dit hus, kan det være en god idé at tjekke, om der skal gennemføres energibesparende tiltag.

Boligkøberne betaler nemlig markant mere for et hus med lavt energiforbrug, viser en analyse i næsten 400 områder fra ejendomsmæglerkæden EDC

I gennemsnit bliver et almindeligt hus fra 1970'erne 172.000 kroner mere værd, hvis man efterisolerer, skifter døre og vinduer og udskifter til A-mærkede hvidevarer. Det svarer til 11 procent af boligens pris.

EDC: God investering

- For første gang har vi nu fået konkrete tal på, hvad energioptimering betyder for ejendommens værdi, siger Jan Nordmann, kommunikationschef i EDC til Ritzau.

- Og man behøver ikke at være professor i økonomi for at gennemskue, at det kan være en god investering, siger han.

Han understreger, at der de senere år er tale om er en særdeles markant udvikling i boligkøbernes fokusering på energibesparelser.

- For bare fem år siden gav et energioptimeret hus ikke noget af betydning på salgsprisen - det var bare et godt salgsargument. I dag ser vi over hele landet, at investeringen også afspejler sig i salgsprisen, siger Jan Nordmann.

Halv million ekstra på Frederiksberg

De største værdiforøgelser opnår husejere på Frederiksberg, hvor huset forøger sin salgspris med 523.000 kroner, hvis man gennemfører energiforbedringer.

I den modsatte ende af skalaen finder vi Rødby og Padborg, hvor man ikke skal regne med mere end cirka 50.000 kroner i bonus.

Jan Nordmann peger på, at den store forskel naturligvis har noget med den generelle store forskel i boligpriser i de pågældende områder at gøre.

- Men det er da tankevækkende, at mens udgifterne til energiforbedringerne er tilnærmelsesvis ens, uanset om man bor i Rødby eller Frederiksberg, så er gevinsten mere end 10 gange højere på Frederiksberg, siger han.

Analyse i 400 boligområder

Analysen er gennemført ved at lade ejendomsmæglere fra EDC vurdere prisen på to standardhuse fra 1970'erne i næsten 400 forskellige postnumre, hvor det ene har et G-energimærke, mens det andet har et C-mærke.

De to huse er i alle andre forhold - stand, størrelse, beliggenhed - ens, så prisforskellene alene kan henføres til energiforbedringerne.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube