Goldman Sachs sælger sidste Dong-aktier: Har tjent 12,4 milliarder

Goldman Sachs investeringseventyr i Dong afsluttes med et plus på 12,4 milliarder kroner.

Den amerikanske investeringsbank ender med at tjene 12,4 milliarder kroner på sin investering i danske Dong. (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix)

Goldman Sachs har solgt sine sidste aktier i den danske energikæmpe Dong.

Dermed kan det endelige regnstykke gøres op for Goldman Sachs omdiskuterede investeringseventyr i det statsejede energiselskab Dong.

Tallene på bundlinjen understreger, at det var en usædvanligt god investering, da Goldman Sachs i 2014 købte 19 procent af Dong for otte milliarder kroner.

Goldman Sachs har til formiddag solgt de sidste 2,7 procent af ejerskabet af Dong for 4,3 milliarder kroner.

Dermed ender det endelige regnskab med et plus på 12,4 milliarder kroner eller en forrentning på over 150 procent af de penge, der blev hældt i selskabet for godt tre år siden.

- Nu fristes man til at tænke, at det fik Goldman Sachs en hel masse ballade og kritik ud af. Men det er nok ikke det, de går mest op i i den amerikanske investeringsbank. Man har tjent over 150 procent på at have købt en femtedel af Dong Energy. Nu har man så solgt og er endeligt ude af selskabet, siger Casper Schrøder, der er økonomikorrespondent i DR Nyheder.

Han kalder Goldman Sachs retræte fra det succesfulde børsselskab Dong for en investeringsfond 'classic'.

- Man investerer en bid af virksomheden. Men har ikke planer om at blive der i hverken 10, 20 eller 30 år. I den korte periode, man er der, satser man på at booste værdien, så selv om det er hurtigt, at Goldman Sachs trækker sig fra Dong, så er det helt efter bogen, at de nu trækker sig ud, siger Casper Schrøder.

Dong blev børsnoteret i juni sidste år. Der blev det for alvor tydeligt, hvor god en investering, Dong var for den amerikanske investeringsbank. I forbindelse med børsnoteringen solgte Goldman Sachs 25 procent af sine aktier til over halvdelen af bankens samlede investering i Dong.

Men aktierne i Dong er bare fortsat med at stige og ligger allerede over 50 procent højere end åbningskursen i juni 2016.

Det er det Goldman Sachs-ejede New Energy Investment, der ligger i Luxembourg, men har hjemme i skattelyet Cayman Islands, som Goldman Sachs har ejet aktierne igennem. Det selskab er nu helt ude af Dong Energi, der senere på måneden skifter navn til Ørsted.

Oveni den løbende værditilvækst, som Goldman Sachs altså har tjent 12,4 milliarder kroner på, har Dong også sendt udbytte ud til aktionærerne. I den forbindelse har Goldman Sachs fået udbetalt 177 millioner kroner.