Google accepterer skattesmæk i Storbritannien

Efter lang tids kritik indgår Google aftale om britisk skat. Men søgegiganten er sluppet billigt, lyder det.

Google er i årevis sluppet for at betale skat i Storbritannien - men nu hoster internetgiganten op. (Foto: stephen hird © Scanpix)

Google har indgået en aftale med de britiske myndigheder om at betale 130 millioner pund eller knap 1,3 milliarder kroner i restskat.

Samtidig er selskabet indstillet på fremover at betale en højere skat end hidtil, skriver Financial Times.

Den amerikanske internetgigant er de seneste år blevet beskyldt for at unddrage sig beskatning gennem en masse regnskabsmæssige krumspring.

For eksempel ved at kanalisere størstedelen af sit overskud fra Europa til Bermuda, hvor selskabet ikke betaler skat.

Aftalen er en "katastrofe"

Men Google er sluppet for billigt ifølge Prems Sikka, professor i regnskab og revision ved Essex University. Aftalen minder mest af alt om en "vennetjeneste".

- Det er et usselt beløb, og vi har behov for flere oplysninger, siger han.

En skatteekspert, der blandt andet har rådgivet Labours nye leder, Jeremy Corbyn, om økonomisk politik, ryster også på hovedet.

Aftalen er en "katastrofe", lyder det fra Richard Murphy.

Med den omsætning og indtjening, Google har, "skulle de have betalt 200 millioner pund om året", siger han.

Fra 2005 og frem til 2013 havde Google en omsætning i Storbritannien på 17 milliarder pund, og selskabets britiske hovedafdeling indberettede i perioden en skattebetaling på 52 millioner pund.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube