GRAFIK Se Dongs forvandling fra kulsort til grøn

Da Dong Energy kom til verden i 2006 havde de både Greenpeace og WWF på nakken. Nu roser organisationerne arvefjenden.

(Foto: Grafik: Ninni Munch Pettersson © DR Nyheder)

Selvom Dong Energy i dag præsenterede et dundrende underskud på 12,1 milliarder kroner, så tyder noget på, at de har fat i den lange ende, når det gælder deres grønne omstilling.

I hvert fald får Danmarks største energiselskab nu ros fra dem, som i årevis har kritiseret Dong for at være et kulsort energiselskab.

- Dong er en meget vigtig del af hele Danmarks grønne omstilling, og det skal de have meget, meget stor ros for. De vedtog for en seks - syv år siden at gå væk fra kul og satsede i stedet 100 procent på at bygge offshorevindparker, og det er virkelig prisværdigt, siger Tarjei Haaland, som er klimaekspert hos Greenpeace.

WWF: Dong er på rette vej

Verdensnaturfondens klimachef, John Nordby, vil have Dong til helt at droppe olien. (Foto: DR Nyheder)

Samme vurdering lyder fra en anden stor grøn organisation, Verdensnaturfonden WWF.

- Jeg synes, Dong er på vej. Der er sket markante forandringer de seneste 10 år, og det skal de bare fortsætte med, siger John Nordby, som er klima- og miljøchef hos WWF.

Som du kan se i grafikken i toppen af artiklen, har Dong taget flere initiativer for at tage den grønne energi-tete.

For 10 år siden udgjorde den grønne energi blot 15 procent af Dongs produktion af strøm og varme, men i dag er den andel vokset til 55 procent.

Også CO2-udledningen og kulforbruget er reduceret betragteligt.

Greenpeace: Grøn og sort på samme tid

Greenpeaces klimaekspert Terjei Haaland kalder Dong for en sort/grøn virksomhed. (Foto: DR Nyheder)

Men selv om hver tredje havvindmølle i verden er fra Dong, og det danske energiselskab kalder sig Europamestre i grøn energi, så har miljøforkæmperne også en anke.

53 procent af Dongs driftsindtjening i 2015 kom nemlig fra selskabets udvinding og salg af olie og gas.

- Det er brandærgerligt, for det betyder jo, at de er en sort og grøn virksomhed på samme tid. Hvis vi skal nå vores globale mål, så skal op mod 80 procent af olien, kullet og gassen blive nede i jorden, siger Tarjei Haaland.

Ud over at være dyrt, er det også alt for risikabelt at hive olien op, siger John Nordby.

Dong: Omstilling kan tage årtier

Dong Energys administrerende direktør, Henrik Poulsen, er glad for rosen, men afviser indtil videre at lade olien blive i jorden. (Foto: DR Nyheder)

Den faldende oliepris har da også ramt Dong hårdt. I januar måtte energiselskabet kaste sig ud i en historisk nedskrivning på olie- og gasdivisionen på 15,8 milliarder kroner. Men det betyder ikke, at Dong er færdig med olie.

Langt fra, siger Henrik Poulsen, som er administrerende direktør hos Dong Energy.

-Der er ingen tvivl om, at langt størstedelen af vores investeringer på den lange bane vil gå til vedvarende energi. Vi vil være en af verdens førende koncerner inden for grøn energi, siger han og fortsætter:

- Men ligefrem at sige, at jeg ikke vil hente olien og gassen op fra de felter, vi har i dag, det vil jeg ikke. Hjulene ville simpelthen gå i stå, hvis ikke der var olie og gas. Vi er inde i en omstilling, der vil tage årtier.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube