Handelsaftale piller tolden af varerne: Billigere dunjakker, rejer og ahornsirup

Tolden på 98 procent af de varer, der krydser grænsen mellem Canada og EU, bortfalder.

Det populære vinterjakke-mærke Canada Goose vil ikke længere blive omfattet af told på 12 procent, når den skibes afsted til EU. Det familieejede tøjmærke har sin produktion i Toronto. (Foto: Fred Thornhill © Scanpix)

I dag træder EU's frihandelsaftale med Canada, Ceta, i kraft.

Samtidig bortfalder tolden på 98 procent af de varer, der krydser grænserne mellem Canada og EU.

Det giver et stort marked at boltre sig på for de danske eksportvirksomheder. Men det giver også billigere canadiske varer på de danske hylder.

- Det skaber større konkurrence og giver et større udbud af varer. Det kan selvfølgelig blive et problem for virksomhederne, hvis de ikke er konkurrencedygtige. Men det giver lavere priser for forbrugerne, siger Peter Thagesen, der er underdirektør i Dansk Industri.

Rejer og hummere

Den danske eksport af varer og tjenesteydelser til Canada var sidste år 8,7 milliarder kroner.

Det er Dansk Industris forventning, at der kan lægges yderligere 30 procent oveni det beløb, så den danske eksport stiger med omkring to milliarder kroner.

Canadiske varer bliver billigere

Den største import fra Canada kommer fra fiskeindustrien. Men nu hæves tolden, og det giver billigere fisk i køledisken.

  • Rejer og hummere: Told på 20 procent bortfalder.
  • Dunjakker: Told på 12 procent bortfalder.
  • Ahornsirup: Told på 8 procent bortfalder.
  • Sojabønner: Told på 4,5 procent bortfalder.

Kilder: Dansk Industri og Landbrug og Fødevarer.

Men også på hylderne i danske forretninger kan forbrugerne se frem til billigere varer.

- Canadiske varer bliver generelt billigere. Det er især i forhold til fisk, at man kommer til at mærke en forskel. Den største eksport fra Canada til Danmark er fisk, og den er belagt med relativt høj told, så det er især, hvis man skal købe canadiske hummere eller rejer, at man vil opleve en mærkbar forskel, siger Peter Thagesen.

Ind til Ceta-aftalen i dag trådte i kraft, var tolden på rejer og hummere 20 procent.

Også på den populære vinterjakke Canada Goose fjernes tolden. Det betyder, at jakken i princippet bliver 12 procent billigere, når den krydser grænsen til EU.

Sojabønner og ahornsirup

Eksporten stiger

Den danske eksport til Canada ventes at stige med to milliarder kroner ovenpå Ceta-aftalen.

Her er nogle af de store varegrupper:

  • Lægemidler. Eksport 2016 = 218 mio. kr. Forventet efter Ceta=283 mio. kr.
  • Maskiner (bl.a. vindmøller). Eksport 2016 = 124 mio. kr. Forventet efter Ceta= 161,2 mio. kr.
  • Svin. Eksport 2016 = 79 mio. kr. Forventet efter Ceta= 161,2 mio. kr.

Kilde: Dansk Industri

Også canadiske sojabønner er der efterspørgsel efter i Danmark.

Ifølge det canadiske udenrigsministerium er eksporten af sojabønner én af de største varekategorier i den canadiske eksport.

Hidtil har tolden på sojabønnerne været 4,5 procent, men den told bortfalder nu. Det fremgår af tal fra Landbrug & Fødevarer.

- Også andre varer som foderstoffer og kemikalier bliver billigere på det danske marked, siger Peter Thagesen.

En anden populær canadisk vare er ahornsirup. Den har hidtil været omfattet af en told på otte procent, som nu forsvinder.

I 2016 importerede EU omkring 11.266 tons sukker og sukkervarer fra Canada. Danmark importerede ca. 776 tons svarende til omkring 32 millioner kroner. Ahornsirup indgår i den kategori, men er ikke yderligere specificeret.

Når du handler på nettet

Der er også fordele at hente, hvis man ynder at handle sine varer på nettet. Når tolden på varerne bliver skrællet af, er der kun den lokale moms tilbage at betale. Momsen i Canada er på cirka 13 procent.

- Hvis man for eksempel køber en jakke på en canadisk hjemmeside, vil tolden nu være nul. Det giver også nye udforskningsmuligheder for forbrugeren, siger Peter Thagesen.

For den danske eksport er det især eksporten af lægemidler, som forventes at stige. En gennemsnitlig canadier bruger 4.600 kroner om året på medicin. Det overgås ifølge Dansk Industri kun af USA.