Her skal du være forsigtig på mobilen i Europa

Europa er fuld af mobilfælder, hvor det er rigtigt dyrt at bruge telefonen.

En tur rundt i Europa kan byde på meget blandede mobilregninger. F.eks. kan det blive dyrt at bruge mobilen i Vatikanstaten, selvom den ligger midt i Rom- (Foto: Scanpix) (Foto: PAUL HANNA © Scanpix)

Du kan på ganske få sekunder risikere, at der ryger flere hundrede kroner oven i din mobilregning. For selvom det er blevet billigere at bruge mobilen i EU-lande, så findes der stadig dyre fælder rundt om i Europa.

- Det er ikke er alle europæiske lande, der er medlem af EU. Og de, der ikke er medlem, de er altså heller ikke forpligtede til at sætte priserne ned på samme måde, som medlemslandene er, siger Torben Rune, der er uafhængig teleanalytiker.

Rom er ikke bare Rom
Så en hurtig opdatering på Facebook fra f.eks. Peterskirken i Rom kan blive dyr. For godt nok ligger Vatikanstaten midt i Rom, men den er altså ikke med i EU. Og det betyder, at en MB mobildata kan koste op mod 90 kroner.

- Det betyder jo, at du kommer af med det samme beløb, som hvis du står på den anden side af jordkloden, siger Torben Rune.

Det kan også ske, hvis du lægger vejen forbi Schweiz, den tyrkiske del af Cypern, Færøerne, Grønland, Andorra eller Monaco.


Tjek med dit teleselskab
Hvad prisen er i de lande, der ikke er med i EU afhænger af dit teleselskab. For mens nogle selskaber lader kunderne slippe til EU-takst på 1,86 kr. for hver MB data i nogle af disse lande, så skruer andre selskaber altså prisen 48 gange højere op her.

- Det gør det jo uoverskueligt, siger Torben Rune.

Han råder til, at du tjekker prisen hjemmefra. Har du ikke gjort det, så skal du holde godt øje med din mobil og eventuelt slukke helt for mobildata, når du rejser i eller tæt på grænsen til et af de lande.

Færger kan blive rigtigt dyre
Det samme gælder på færger, hvor prisen for en MB data kan ryge op over 100 kroner.
Dog kan du lægge mobilbekymringen lidt fra dig, hvis du rejser til Norge, Liechtenstein eller Island. I disse tre lande er prisen for at bruge mobilen nemlig den samme som inden for EU.

Der er mere om prisen på at bruge mobilen i udlandet i Penge i aften kl. 21.55 på DR1

(Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube