Jysk idrætsklub: Vi ville ikke have ansat asylansøgere, hvis vi kendte til besværet

Lederen af Gormshallen i Jelling efterlyser køreplan for, hvordan man ansætter asylansøgere. Det er for krævende uden, siger hun.

Centerleder Marianne Sigtenbjerggaard er glad for at have asylansøger Anowar Muhammed ansat. (Foto: DR Nyheder)

Hvor det hver måned tager fire til fem minutter for Gormshallens kasserer at udbetale løn til sportshallens fem ansatte, så tager det 20 minutter at udbetale løn til stabens nyeste medlem, asylansøgeren Anowar Muhammed.

For få måneder siden tog det endda timer, og kostede kassereren adskillige grå hår.

Asylansøgeres mulighed for job

Asylansøgere har følgende muligheder for at arbejde:

  • Et ordinært job på almindelige vilkår
  • Intern praktik - typisk på asylcentret
  • Ekstern praktik - et ulønnet praktikforløb i en virksomhed

Kilde: nyidanmark.dk

- Det er rimelig besværligt at udbetale løn til ham. Vi er jo et lille firma uden nogen stor personaleafdeling, der kan løse sådan nogle ting, så vi har selv måttet finde ud af, hvordan man gør. Det har virkelig været noget bøvl, siger kasserer Mads Nielsen.

Et af benspændene er blandt andet, at asylansøgere ikke har et CPR-nummer. Det giver helt lavpraktiske problemer i forhold til løn og skat, fordi det er svært at få en bankkonto, når man ikke har et personnummer.

Kunne være rart med en køreplan

Faktisk kom det så vidt, at Mads Nielsen og Gormshallen i en periode måtte gætte sig frem til, hvad Anowar Muhammed skulle have udbetalt, og så overførte fra deres egen konto, til de vidste, hvordan det rent faktisk skulle gøres.

- Det er meget mere besværligt. For ham skal det hele gøres manuelt - hver måned skal vi udfylde et skema med en masse oplysninger. Jeg kunne godt have ønsket, at en fra asylcentret havde fortalt os, hvordan vi skulle gøre, siger Mads Nielsen.

Gormshallens kasserer, Mads Nielsen, viser, hvilke konkrete udfordringer der er ved at skulle udbetale løn til en asylansøger.

Også idrætcentrets leder, Marianne Bramming Sigtenbjerggaard, efterlyser en køreplan for, hvordan man lettest ansætter asylansøgere:

- Det har været en ret tung proces. Vi startede med at have Anowar i ulønnet praktik, og fordi det gik så godt, besluttede vi os for at ansætte ham i et lønnet job, men det var slet ikke sådan lige, siger hun.

Små steder skræmmes af bøvlet

Ansøgningen omkring Anowar Muhammeds ansættelsforhold forsvandt tre gange på sin vej til Udlændingestyrelsen, og dertil kom benspændet med lønudbetalingen.

Vi er rigtig glade for Anowar, men havde jeg vidst, at der var så meget arbejde ved at ansætte en asylansøger, så havde jeg nok taget en anden i rækken

Marianne Bramming Sigtenbjerggaard, centerleder

Det kom bag på centerlederen, som troede, at det at ansætte en asylansøger ville være som at ansætte enhver anden.

- Vi er rigtig glade for Anowar - han gør et rigtig godt stykke arbejde, og er en meget flink og høflig ung mand - men havde jeg vidst, at der var så meget arbejde ved at ansætte en asylansøger, så havde jeg nok taget en anden i rækken, siger Marianne Bramming Sigtenbjerggaard.

Hun er sikker på, at regler og bureaukrati holder mange fra at ansætte asylansøgere. Især de små steder som for eksempel Gormshallen.

31 asylsansøgere fik job sidste år

Anowar Muhammed har været i Danmark i tre år. Han startede i ulønnet praktik i Gormshallen, inden han blev rigtig ansat. (Foto: DR Nyheder)

For Anowar Muhammed, som flygtede fra Burma, Myanmar for tre år siden, er rengøringsjobbet i Gormshallen ikke drømmejobbet, men han værdsætter det, og er taknemlig, fortæller han.

- Det er rigtig svært at få job, når man er asylansøger og ikke kan tale dansk. Men jeg er rigtig glad for det her. Jeg ser det ikke som sur rengøring, jeg ser det som et job. Mit liv starter her. Måske får jeg et bedre job i fremtiden, siger han.

Sidste år lykkedes det kun 31 asylansøgere at komme i job, viser tal fra Udlændingestyrelsen. Det har fået blandt andre Røde Kors til at kritisere den nuværende lovgivning.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube