Karen Volf kalder mugne kanelkager tilbage

Kanelkager solgt i mange af Danmarks største supermarkedskæder bliver nu tilbagekaldt.

Selskabet Bisca tilbagekalder kanelkager solgt i 15 forskellige supermarkedskæder. Kanelkagerne er tilbagekaldt, da der er fundet mug i nogle af dem.

Kanelkagerne er blandt andet solgt i Føtex, Bilka, Netto, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli Brugsen, Fakta, Irma og Rema 1000.

- Muggen kan ses på overfladen af kagen. Beslutningen om tilbagekaldelsen er taget i samarbejde med Fødevarestyrelsen, og alle kanelkagerne fra Karen Volf fjernes nu fra hylderne i supermarkederne ind til årsagen er fundet, skriver Bisca i en pressemeddelelse.

Sætter stop for kanelkager

Har man købt de omtalte kanelkager, opfordrer Bisca til, at man smider dem ud eller tager dem tilbage til den butik, hvor de er købt.

- Kanelkagerne er bagt på vores fabrik i Sverige, og vi er lige nu i gang med at undersøge årsagen.

- Det er klart, at det ikke må ske, og derfor sender vi ikke flere kanelkager ud til butikkerne, før vi har løst problemet, skriver produktionsdirektør hos Bisca Jesper Arentoft Ahrenkiel i meddelelsen.

/ritzau/