Tema Kinas aktiemarked falder

Kinesisk krisestemning rammer det danske aktiemarked

Danske Bank, Nordea og Mærsk får tæsk på det danske C20-indeks.

Det førende danske eliteindeks C20 må som resten af verdens aktiemarkeder i dag kigge nedad. Kinesisk økonomi får skylden. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Røde tal og pile nedad har plaget aktiemarkederne i de første dage af 2016. Dagens aktiehandel, der sluttede for kort tid siden, er også præget af den dårlige stemning på de kinesiske markeder. Således lukkede det ledende danske C20-indeks for eliteaktier med et fald på 1,3 procent.

Det er en række af Danmarks største virksomheder, der har blødt mest på dagens aktiemarked.

Kinas aktiemarked falder

Den kinesiske aktieboble er bristet, men fordi Kina er verdens næststørste økonomi, drypper det uundgåeligt på os andre.

Gå til tema

Danske Bank og Nordea faldt henholdsvis 1,1 pct. til 185,30 kr. og 0,9 pct. til 72,55 kr. Også Novo Nordisk, Tryg og TDC slutter dagen med større fald.

I bunden af indekset sluttede Mærsk med et fald på 4,0 pct. til 8435 kr. for B-aktien.

- Der er Kina, og det er olie, der presser. Det er deres to store ben, konstaterer afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen til Ritzau Finans.

Pandora en solstrålehistorie

Særligt uroen på det toneangivende kinesiske marked får skylden for dagens fald. Den kinesiske valuta yuan falder voldsomt.

- Det skaber usikkerhed om kinesisk økonomi, og det påvirker hele markedet med voldsomt faldende råvare- og energipriser. Det giver hug hele vejen igennem, tilføjer han til Ritzau Finans.

En af de få positive historier på dagens aktiemarked kommer fra smykkeproducenten Pandora. Aktien steg 4,5 procent til en kurs på 899,5 kroner per aktie. Det sker efter Pandora i går offentliggjorde regnskabstal, der viser, at omsætningen sidste år steg med 40 procent.

Natten til i dag måtte de kinesiske børsmyndigheder trække stikket og lukke børsen. Markedet faldt på et kvarter med fem procent. Efter et pusterum åbnede børsen igen, men måtte lukkes endnu en gang. Denne gang i resten af dagen.

Kinesiske investorer er på total retræte på grund af frygt for, at den kinesiske økonomi er midt i en markant opbremsning. Retræten og frygten forplanter sig til resten af verden, der har brug for Kina til at trække væksten.

/DR Nyheder/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube