København bliver straffet for sjusket tilsyn

Københavns Kommune skal betale 36 mio. kroner tilbage til staten på grund af utilstrækkeligt tilsyn med jobrotationsmidler.

Københavns kommune har anmeldt forretningsmanden bag de fire virksomheder, som sidste år blev afsløret i bruge danske ledige som erstatning for østeuropæiske ansatte i Tjekkiet. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Skatteborgerne i København får en stor efterregning i en omfattende sag om jobrotation, hvor kommunen har udbetalt 36 millioner kroner til fire virksomheder ejet af samme forretningsmand.

Virksomhederne blev sidste år afsløret af TV2-programmet 'Operation X' i at bruge danske ledige som erstatning for østeuropæiske ansatte i Tjekkiet. En model, der er i strid med reglerne for jobrotation.

Tidligere var det staten, der dækkede alle udgifter, når arbejdsløse blev sendt i jobrotation, men Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) mener Københavns Kommune har sløset med sit tilsyn og har derfor afgjort, at kommunen skal betale pengene tilbage til staten.

- Fra Københavns Kommunes side vil vi nu nærstudere svaret fra STAR og på den baggrund træffe beslutning om sagens videre forløb, udtaler direktør Jacob Zeberg Eberholst, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Københavns Kommune har anmeldt forretningsmanden bag virksomhederne for svindel, og den sag efterforsker politiet fortsat.

Kommunen har derudover rejst et tilbagebetalingskrav på 25 millioner kroner mod de fire virksomheder.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube