Kommissær: EU bør tage hensyn til dansk realkreditmodel

EU's kapitalkrav til bankerne bør også give mening for det danske realkreditsystem, siger EU-kommissær.

EU's kommissær for finansområdet, britiske Jonathan Hill, var i København for tale i bankernes brancheforening Finansrådets hus. (© dr)

Nykredit har fået ørene i maskinen, efter at de har sat deres bidragssatser op med henvisning til kommende kapitalkrav fra EU – de såkaldt Basel 4-krav, der er ved at blive udarbejdet.

EU’s kommissær på finansområdet – briten Jonathan Hill, der i dag var på besøg i Danmark – er opmærksom på bekymringen for det danske realkreditsystems fremtid i forhold til EU’s krav.

- Det har haft en meget lang og fornem historie, og jeg ved, hvor opsatte folk er på at sikre, at det også får en lang og fornem fremtid, forklarer Jonathan Hill til DR Nyheder.

- Mit job bliver at sikre, at lovgivningen, som kommer ud af Basel, er ordentligt proportioneret. At vi tænker over, hvad det betyder for markeder som det danske realkreditmarked. Og jeg vil sørge for, at vi forsøger at udforme lovgivningen sådan, at den giver mening for den europæiske økonomi generelt og for Danmark især.

Bekymringen for det danske realkreditsystem fik erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) til i dag at nedsætte et ekspertudvalg, der skal kulegrave området.

Ekspertudvalget er et af fem punkter, som erhvervs- og vækstministeren har sat i søen for at undgå, at den danske "realkreditmodel smadres", som han formulerede det på pressemødet.

Udvalget skal blandt andet se nærmere på, om EU-regler er blevet overimplementeret, og om de kan rulles tilbage til gavn for både realkreditinstitutterne og boligejerne.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube