Kommuner fyrer sygemeldte

Fyringer i landets kommuner rammer i høj grad sygemeldte. Det viser en rundspørge.

I mange kommuner bliver sygemeldte ansatte fyret i forbindelse med besparelser. (© colourbox)

Når landets kommuner i disse måneder sparer og reducerer i medarbejderstaben, går det i høj grad ud over de sygemeldte.

Det viser en rundspørge foretaget af Dansk Socialrådgiverforenings nyhedsbrev til nogle af de fagforeninger, som de kommunalt ansatte primært er organiseret i.

Eksempelvis i HK, hvor lederen af det faglige team i HK/Kommunal, Peter Thrige, siger:

Tærskel sat ned

- Ja, vi oplever klart, at kommunernes tærskel for sygefravær er faldet betydeligt. Vi støder oftere end tidligere på, at kommunerne fyrer på baggrund af sygdom.

Og samme melding kommer fra juristernes og økonomernes fagforening, Djøf, hvor forhandlingsleder Lotte Spanggard beretter om en lavere tolerance over for sygemeldte.

- Vi har rigtig mange afskedigelser i kommunerne lige nu, og presset på budgetterne får arbejdsgiver til at skride hurtigere til fyring af sygemeldte, da man ikke ønsker at fyre de raske. Tolerancen over for de sygemeldte er meget lavere end tidligere, siger Lotte Spanggaard til nyhedsbrevet.

Slår hurtigere til

Endelig bekræfter også næstformand i Dansk Socialrådgiverforening Ulrik Frederiksen tendensen.

- Tidligere var kommunerne mere large over for sygemeldte, men vi oplever, at kommunerne nu slår hurtigere til, hvis folk er syge. En slunken pengekasse og øgede krav til effektivitet, stiller de sygemeldte i en svær situation, siger han.

Hos Anvendt Kommunal Forskning (AKF) er programchef Kurt Houlberg ikke overrasket:

- Man skal tænke på, at det er økonomisk smalhals i kommunerne lige nu, og i den situation er det naturligt, at kommunerne ser kritisk på deres bemanding og spørger sig selv: Når nu vi skal fyre, hvilke medarbejdere kan vi så bedst undvære, siger Kurt Houlberg.