Du kan få omgangssyge, når du selv blander slik

Du får ikke altid kun slik med på skeen, når du blander favoritterne i bland-selv butikkerne.

Hygiejnesygepljerske Susanne Pollas tester en ske, brugt til at tage bland-selv-slik med.

I vintermånederne er der sæson for omgangssyge, og derfor skal du passe ekstra godt på, for ikke at blive smittet.

- De her virus, de smitter rigtig nemt, siger Thea Kølsen Fischer, overlæge og leder af virologisk overvågning og forskning på Statens Seruminstitut.

Et af de steder, hvor du kan hente dig en slem omgang diarre, er i landets mange bland-selv-slik butikker.

- Der skal blot 10 viruspartikler til at gøre en syg, og de kan sidde på overflader. På tørre overfalder endda, forklarer Thea Kølsen Fischer.

Slikket i sig selv er ikke den største smittespreder, fordi man normalt ikke roder rundt med hænderne i slikket i butikken. Det gør man til gengæld med en slik-skovl rigtig mange steder.

- Problemet med ethvert redskab, som bliver brugt af mange, er, hvis der kommer en forbi med urene hænder, siger Thea Kølsen Fischer.

Sådan testede Kontant

Vi danskere er nogen af dem i Europa, der spiser mest slik. I gennemsnit spiser en dansker nemlig 8,18 kilo slik om året. Det står i stærk kontrast til gennemsnittet i Europa, på 3,91 kilo om året.

Med lidt over otte kilo bland-selv-slik i en stor skål, tog programmets vært, Jakob Illeborg, på tur i Danmarks største shoppingcenter, Fields, for at byde folk på slik.

Alle skulle bruge den samme slikskovl, til at fiske deres favoritter op.

Herefter blev slik-skovlen sendt til undersøgelse på Hvidovre Hospital, der konkluderede, at der var en risiko for, man ville blive smittet med en sygdom eller få en infektion, hvis man rørte ved skeen.

Kilde: Sugar Confectionery Europe

2013-tal for slik inkl. pastiller; ekskl. chokolade og tyggegummi.

Kontant tester slik-skovl

Forbrugerprogrammet Kontant har testet en slik-skovl, og det viser sig, at den er en smittespreder.

- Jeg kan i hvert fald se, at der er mange hænder, der har været inde over, siger hygiejnesygeplejerske Susanne Pollas, der tester skovlen for Kontant.

Hun forklarer, at den test hun har lavet, viser, at der en risiko for smitte eller infektion, hvis man rører ved slik-skovlen.

- Det kunne jo være Roskilde Syge, uddyber hun.

Sprit dine hænder

Ifølge Susanne Pollas kan man med fordel prøve, at nedbringe smitten ved at afspritte sine hænder, inden man køber bland-selv-slik.

- Vi vil blive mindre syge, hvis vi er gode til at have den korrekte håndhygiejne på de rigtige tidspunkter, forklarer hun.

Det er også en god idé, at vaske og spritte sine hænder, inden man putter slikket i munden hjemme foran fjernsynet.

Se mere om bland-selv-slik i Kontant torsdag kl. 21.00 på DR

Der popper bland selv slik-butikker op over hele Danmark, men hvor kommer slikket egentlig fra? Hvordan er det blevet behandlet, inden det kommer ud i butikken? Og kan du blive syg af at spise det? Kontant jagter svarene, og tager på kontrol med Fødevarestyrelsen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube