Er du dækket på din skiferie?

Det kan være en god idé at tjekke din forsikring igennem en ekstra gang, inden du tager på ferie. Især, hvis du skal stå på ski.

Flere forsikringsselskaber kræver såkaldte skitillæg til rejseforsikringen. Ellers dækker de ikke.

I de kommende uger vil rigtig mange danskere tage familie og venner under armen og drage af sted mod højderne i nord eller mod syd for at tage på skiferie. Sammenlagt tager omkring 500.000 danskere hvert år på skiferie, som hermed kan kategoriseres som danskernes foretrukne aktive ferieforlystelse.

Men det er ikke helt risikofrit at begive sig ud på det glatte underlag, og det kan man mærke hos forsikringsselskaberne. Faktisk kommer omkring 10.000 danskere hvert år så slemt til skade på skiferien, at de må have hjælp af deres forsikring.

Det er derfor vigtigt, at man tjekker sin forsikring igennem en ekstra gang, inden man tager af sted, erfarer forbrugerprogrammet Kontant.

Skiferier kan kræve ekstra forsikring

Selvom man har en rejseforsikring er det nemlig ikke sikkert, at man er dækket, hvis man skal på skiferie. Flere forsikringsselskaber betragter nemlig skiferier som en særlig risikofyldt aktivitet, og derfor dækker de ikke via almindelige rejseforsikringer.

Det drejer sig blandt andre om Europæiske rejseforsikring og Gouda. Her skal man altså huske at tegne et såkaldt skitillæg til sin rejseforsikring, hvis man ikke vil risikere at skulle betale for behandlingen selv, hvis uheldet opstår. Det kan nemlig blive meget dyrt.

Eksempelvis koster det nemt 50.000 kr., hvis man skal transporteres til et hospital med redningshelikopter i Østrig, ligesom en hjemtransport til Danmark ifølge forsikringsselskabet Europæiske gennemsnitligt koster 30-35.000 kr.

Forsikringer kan have undtagelser

Selvom man har tegnet en forsikring for skirejser, skal man dog stadig være påpasselig. Der findes nemlig undtagelser i de enkelte forsikringsselskaber, som man bør have i tankerne, mens man er af sted.

Eksempelvis har flere forsikringsselskaber forbehold, når det kommer til skader pådraget under indflydelse af alkohol. I en rundspørge foretaget af forbrugerprogrammet Kontant til seks førende danske forsikringsselskaber svarer eksempelvis forsikringsselskabet Gjensidige/Nykredit, at:

- Forsikringen undtager skader, der skyldes påvirkning af alkohol. Så er der årsagssammenhæng mellem påvirkningen og skaden er der ingen dækning.

Lignende svar kom også fra Codan, Gouda og Tryg. I alle tilfælde anbefales det dog ikke at blande alkohol med skikørsel.

Alle forsikringsselskaber melder, at de dækker skader pådraget under skikørsel uden for afmærkede pister – også kaldet offpiste-kørsel – men flere har dog det forbehold ikke at dække, hvis man står på ski på områder, som er eksempelvis er tydeligt mærkede med lavinefare.

Se mere i Kontant torsdag kl. 21 på DR1

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube