Kunder står tilbage med halvt fjernede tatoveringer efter konkurs

Til gengæld er de tusindvis af kroner, de betalte for behandlingen helt væk

- Det ender med, at vi må troppe op i deres andre afdelinger og forlange behandling/penge på stedet, hvis ikke der snart sker noget. Sindssyg dårlig stil at behandle kunder sådan.

Det skriver én blandt mange utilfredse kunder om kæden Undo-it.dk, der fjerner tatoveringer med laserbehandling.

To af dem er Asger Møller og Stine Bachmann, der begge har mange tusinde kroner i klemme hos Undo-it.dk.

- De skylder mig 12.000 for behandlinger, jeg ikke har fået, siger Stine Bachmann, da Kontant møder hende og Asger Møller i København.

De skylder mig 12.000 for behandlinger, jeg ikke har fået

Stine Bachmann

De står nu tilbage med halvt fjernede tatoveringer, for midt i behandlingen går Undo-it.dks afdeling i København pludselig konkurs.

Men kæden har afdelinger i hele landet, så både Asger Møller og Stine Bachmann regner med, at deres behandlinger kan færdiggøres i en anden afdeling.

- I kontrakten står der Undo-it, og jeg er helt sikker på, at det er en stor kæde. Jeg har bare valgt københavnerafdelingen, fordi jeg bor på Sjælland, siger Stine Bachmann.

500-600 kunder kan være i klemme

Til at begynde med ser det da også ud til, at behandlingerne kan fortsætte.

- Jeg får en e-mail, hvor de lover mig at færdiggøre mine behandlinger ude i Søborg, men jeg når kun en behandling og får så en ny e-mail, hvor der står, at de fratræder sig alt arbejdet og ikke kan gøre behandlingen færdig, siger Asger Møller.

- Jeg tænker, at nu prøver de at stikke af, og nu er der ikke mere at komme efter, og så bliver jeg bare gal og frustreret, tilføjer han.

Undo-it.dk anslår selv, at op mod 600 kunder er i samme situation og står tilbage med delvist fjernede tatoveringer, som de ellers har betalt mange penge for at få fjernet.

Sender kunderne videre

Kontant ringer til ejeren af Undo-it.dks afdeling i København, Güner Milberg, men her er der ikke meget hjælp at hente.

- At Undo-its ene afdeling lukker ned på grund af en masse regninger, der ikke er blevet betalt skal da ikke gå ud over kunden. Så har Undo-it ligesom et ansvar, siger han og sender de aftaler, han ikke selv har overholdt, videre til kædens egentlige ejer, Jan Gade Christensen.

Hovedparten af disse kontrakter er indgået uden vores samtykke og viden

Jan Gade Christensen

Han driver selv flere af Undo-it.dks afdelinger - blandt andet en i Aarhus. Han ønsker ikke at stille op til interview, men sender en skriftlig udtalelse til Kontant, hvor han beklager, at kunderne er kommet i klemme. Han afviser dog at have et ansvar i sagen.

- Ingen af kunderne har haft kontrakter med Undo-it Aarhus ApS, og hovedparten af disse kontrakter er indgået uden vores samtykke og viden, skriver han.

Kontrakten er indgået med kæden

Det er hverken Stine Bachmann eller Asger Møller enige i.

- I kontrakten står der Undo-it, og jeg er helt sikker på, at det er en stor kæde. Güner står ikke nogen steder, der står ikke et andet firmas navn. Der står Undo-it oppe i hjørnet, og der står, at de har forskellige afdelinger, siger Stine Bachmann.

Hun bakkes op af professor ved Aarhus Universitet René Franz Henschel, der har gennemgået de kontrakter, som de utilfredse kunder har givet til Kontant. Efter hans vurdering har de tegnet kontrakt med kæden og ikke den enkelte butik.

- Baseret på det materiale jeg har set, er det min vurdering, at kunderne står rigtig stærkt. Alle oplysninger i kontrakterne peger på, at jeg indgår en aftale med ejeren af franchaisekæden, siger han.

Jan Gade Christensen ønsker ikke at gå ind i de konkrete sager, men fastholder, at ansvaret - efter hans opfattelse - ligger hos Güner Milberg alene.

- De kunder, som er ramt af sagen, er alle kunder, som havde indgået kontrakter med den konkursramte franchisetager, eller med et skuffeselskab, som franchisetageren angiveligt kontrollerede, skriver han.

Se ”Kontant: Halvt fjernet blæk - pengene er væk”

KONTAKT REDAKTIONEN

Format: PNG, JPG, PDF, DOC og DOCX.
Max. 5 MB