- Jeg er vildt træt af at leve på flugt. Det har jeg været i lang tid.

Sådan siger Casper Rieper-Holm i DR-dokumentaren ”Fanget af kærlighed” tilbage i 2005. Han er på det tidspunkt 26 år gammel og har efter eget udsagn siddet i fængsel sammenlagt tre år og otte måneder.

- Jeg har været kriminel længe nok. Måske også for længe. Men jeg håber stadig, der kommer en dag, hvor jeg finder vejen ud af kriminalitet, tilføjer han.

Som Kontant har fortalt de seneste uger, er den dag ikke kommet endnu. Casper Rieper-Holm har svindlet og bedraget sig gennem livet og en stribe danske provinsbyer lige siden. Han snyder dem, han møder på sin vej - hver gang med et nyt navn og en ny flamboyant dækhistorie, hvor han giver den som millionærarving til store formuer og tilbyder at investere i alt fra værtshuse til håndboldhold. Det er løgn fra ende til anden, og når det går op for folk, er Casper Rieper-Holm allerede væk.

Men Danmark er et lille land, når man er rejsende i fup og svindel. Måske derfor begynder han at søge mod sydligere himmelstrøg. Som vi fortalte i første del af historien om Casper Rieper-Holm går turen i februar 2014 til Rhodos, hvor han fortsætter med nyt navn og flere løgne. Det eventyr stopper brat, da han smadrer en bil, han har lånt af sin nabo og forlader den græske ferieø, lige så hurtigt som han kom.

Snører dansk kvinde på Gran Canaria

Vi ved, at Casper Rieper-Holm på det tidspunkt venter på at afsone en dom på et års fængsel for bedrageri og dokumentfalsk. Hvor og hvornår han afsoner dommen, ved vi ikke. Sikkert er det dog, at han er på banen igen 4. januar 2015. Da møder Anna Maria Björnberg ham i lufthavnen, da hun skal til Gran Canaria.

Undgår helst pressen

Casper Rieper-Holm udtaler sig sjældent til pressen. Det er ellers ikke fordi, han ikke har haft muligheden.

Hans svindelnumre er beskrevet i talrige artikler på nettet og i aviserne gennem årene. Det digitale magasin Third Ear har lavet de to podcasts ”Rieper-Holm-Sagen” og ”I et forhold med”, og i 2015 sendte DR2 programmet ”Forført af en svindler”.

Men hver gang har Casper Rieper-Holm nægtet at medvirke eller svaret kortfattet via sin advokat.

- I flyveren spørger han mig, om vi skal køre sammen til Puerto Rico, hvor jeg skal af, og det skal han også. I taxaen starter han med at snakke om, at han ejer to lejligheder, og jeg er netop af sted for at finde en lejlighed, fortæller hun.

Casper Rieper-Holm øjner tilsyneladende muligheden for at snøre Anna Maria Björnberg. I hvert fald kontakter han hende kort efter.

- Han henter mig i sin bil og siger, at han har en lejlighed til mig, men jeg er nødt til at betale 54.000 kr. i forskud for det første år, for sådan er det hernede, fortæller den danske kvinde.

Casper Rieper-Holm taler modsat Anna Maria Björnberg spansk, så hun stoler på ham og lader ham ordne detaljerne i forbindelse med lejemålet i Puerto Rico.

Kort efter viser det sig, at Casper Rieper-Holm kun har viderebetalt 12.000 kr. i form af depositum og den første måneds husleje. De resterende 42.000 kr. har han selv beholdt, og han er ikke til at finde i Puerto Rico.

Lavede it-systemer for E-bay og Mærsk

Byen på det sydlige Gran Canaria er danskernes tilholdssted på øen. Her driver Søren Paco Larsen og hans hustru på det tidspunkt en lille bar, hvor de serverer danske frokostretter og smørrebrød, og her kommer Casper Rieper-Holm også forbi.

Han udgiver sig for at have masser af penge og kende alle, men han kender ikke nogen, og han har kun efterladt gæld.

Anna maria björnberg

- Han siger, han hedder Caho Malte og fortæller, at han er god for 60 millioner kr., som han har tjent på at lave it-systemer for E-bay og Mærsk. Han siger også, at hans dansk-spanske far ejer et stort gods ved Kolding, fortæller Søren Paco Larsen.

Ifølge Søren Paco Larsen trækker Casper Rieper-Holm en hale af ubetalte regninger efter sig på barer og værtshuse, de steder han opholder sig på øen, og Anna Maria Björnbergs oplevelser tyder da også på, at han laver en klassisk Casper Rieber-Holm.

- Han udgiver sig for at have masser af penge og kende alle, men han kender ikke nogen, og han har kun efterladt sig gæld, siger hun.

Han vil give hele baduljen

Fra Gran Canaria går turen for en kort bemærkning hjem til Nordjylland, hvor Casper Rieper-Holm indleder et forhold til en kvinde, som blandt andet ender med at hænge på regningen for en Audi Q7, som han leaser. Men Spanien trækker igen i Casper Rieper-Holm, og han vil gerne have bilen med sig. Derfor kontakter han Iben Høyer, der ejer fragtfirmaet Stafetterne i Biersted ved Aabybro. Han præsenterer sig som Tino El’tinus, enearving til Færch-familien, en af landets rigeste familier og medejer af Skandinavisk Tobakskompagni. Iben Høyer og hendes mand Sune Høyer fragter bilen til Spanien til Tino El’tinus’ store tilfredshed.

Færch-familien

Med en formue på 4 milliarder kr. hører Færch-familien til blandt Danmarks absolut rigeste.

Færch-familiens værdier består blandt andet af en aktiepost i Skandinavisk Holding, som kontrollerer Skandinavisk Tobakskompagni, og Færch Plast i Holstebro.

- Vi skal ud og more os, og han vil give hele baduljen, fordi han synes, det er billigt, som vi har fragtet hans bil derned. Han betaler indgangen til et diskotek, hvor han siger, at han skal mødes med Rasmus Seebach og Burhan G. Det er nogle af hans meget gode venner, fortæller Iben Høyer.

Kort efter tilbyder Tino El’tinus, at Sune og Iben Høyer kan købe audien for 37.500 kr. Et utrolig godt tilbud tænker de og slår til.

- Han kan bilde os hvad som helst ind, og vi hopper på den og overfører pengene til hans daværende kærestes konto, fortæller Iben Høyer.

Nu bliver parret imidlertid mistænksomme og fortryder ”købet”.

- Dagen efter begynder vi at undre os og konfronterer ham og siger, at vi faktisk ikke vil købe bilen alligevel, men de vil ikke være med til at føre pengene tilbage, siger Iben Høyer.

Hun og manden ser hverken bilen eller de 37.500 kr. igen.

Iben og Sune Høyer mistede 37.500 kr. i mødet med Casper Rieper-Holm.

Et populært sted at holde lav profil

Casper Rieper-Holm befinder sig nu på den spanske solkyst ved Málaga. At han vælger at slå sig ned lige netop her er næppe tilfældigt.

Masser af nordeuropæere bor helt eller delvist på Costa del Sol, hvor de nyder livet og det varme klima. Som dansker kan du omgås andre danskere, læse om det lokale liv i det danske magasin Solkysten og spise flæskesteg og frikadeller på den lokale danske restaurant. Sådan går livet sin vante gang tilsat sangria uden videre dramatik.

Men området tiltrækker også et noget anderledes persongalleri med helt andre og mere lyssky interesser. Solkysten er knudepunkt for indsmugling af hash til Europa fra blandt andet Marokko. Det lokker personer med rødder i organiserede kriminalitet til området, men også andre kriminelle, der har behov for at holde lav profil langt hjemmefra i en periode.

Herhjemme har ordensmagten da også bemærket, at mistænkte, der efterforskes i forskellige sager i Danmark, har det med at dukke op på Costa del Sol.

- Dansk politi har i en række sager erfaret, at personer, der er involveret i kriminalitet, i perioder tager ophold på den spanske kyst, skriver Rigspolitiet i en mail til Kontant.

Han siger at han er far til mine børn

Det er her Casper Rieper-Holm befinder sig, da han som Tino El’tinus får kontakt til danske Signe Fröslee. Hun flytter til Spanien i 2006, men har en dårlig oplevelse med en vognmand. Nogle af hendes ejendele går i stykker undervejs, og andre ting når aldrig frem.

- Det skriver jeg så om på Facebook, og så kontakter han mig og skriver, at han har haft samme problemer med den pågældende vognmand. Han har en sag kørende mod ham, og hvis jeg har lyst, vil han tage min sag med i sagen mod den her vognmand, fortæller Signe Fröslee.

Han render og siger til alle naboerne og på barerne i området, at han er far til mine børn.

Signe Fröslee

Hun er lige ankommet til Spanien og har ikke noget netværk, så hun bliver glad, da en venlig landsmand tilbyder at hjælpe. De to mødes i Torre del Mar, og her folder Tino El’tinus sig ud med alle sine talenter.

- Manden er ufattelig god til at charmere. Han kan få dig til at tro på, at Solen skinner, når det regner udenfor, fortæller Signe Fröslee, der dog snart må sande, at manden ikke er til at slippe af med.

Han ender med at bo hos Signe Fröslee i flere måneder, og her viser han sig også fra sine mindre charmerende side.

- Han render og siger til alle naboerne og på barerne i området, at han er far til mine børn, fortæller hun.

En dag finder Signe Fröslee hans pas og opdager, hvem han i virkeligheden er. Hun smider ham ud, men på det tidspunkt har Casper Rieper-Holm stjålet 80.000 kr. fra hende.

- Han skal stoppes. En eller anden må stoppe ham, siger hun, da Kontant møder hende i byen Benalmádena.

Signe Fröslee mistede 80.000 kr. i mødet med Casper Rieper-Holm.

Udnytter et ældre, spansk ægtepar

Jakob Illeborg taler med en række personer i flere byer i området vest for Málaga. Det er ikke svært at finde folk, der har mødt eller hørt om Tino El’tinus eller Caspar Martinus, som han også kalder sig.

Efter længere tids søgen og en del ventetid foran den retsbygning, hvor Casper Rieper-Holm skal melde sig hver 14. dag, mens de spanske myndigheder undersøger en sag mod ham, modtager Jakob Illeborg så det opkald fra en britisk mand, der fører Kontant til byen, hvor Casper Rieper-Holm bor i dag.

Turen går ind i landet cirka tre kvarters kørsel fra kysten til byen Coín. Endnu en gang fører sporet ind på en lokal bar, hvor både gæsterne og ejeren Mackenzie fortæller historier om Casper Rieper-Holm, der lyder som en genudsendelse af en dårlig film.

De har også mødt en verdensmand med store armbevægelser, der praler og påstår at have mange penge og store biler, men ender med at løbe fra regningen.

Den kvindelige bartender fortæller desuden om et ældre ægtepar, som Casper Rieper-Holm har charmet sig ind hos, og som han omtaler som sine adoptivforældre overfor folk i byen. Jakob Illeborg møder parret, der driver en lille butik i Coín. De fortæller, at Casper Rieper-Holm har fejret både jul og nytår hos dem. De har givet ham mad og tøj, betalt hans husleje og lånt ham penge. Alt i alt har Casper Rieper-Holm kostet dem over 1000 euro svarende til over 7500 kr.

Indvilger i at møde Kontant på en bar

I dag – 12 år efter han snakkede om at lægge det kriminelle liv bag sig - har den nu 39-årige Casper Rieper-Holm således skabt sig et liv, hvor han svindler og bedrager sig gennem en mindre, spansk provinsby og snyder dem, han møder på sin vej. Ingen – eller meget få – kender hans sande identitet her, hvor han lever som Caspar Martinus, og er forlovet med sin spanske kæreste.

Sådan er artiklen blevet til

Artiklen er skrevet på baggrund af interviews med Casper Rieper-Holm og de personer, han har mødt under sine ophold i Nordjylland, på Costa del Sol og Gran Canaria.

Der er desuden anvendt citater fra DR-dokumentaren ”Fanget af kærlighed”, og DR2-programmet ”Forført af en svindler" er brug i forhold til at stykke hændelsesforløbet sammen.

Derfor passer det ham også dårligt, at Kontant banker på ved parrets lejlighed og beder om en forklaring på de seneste 12 års udskejelser. Og som det tydeligt fremgår i første del af historien om Casper Rieper-Holm, er han ikke umiddelbart indstillet på at svare på Jakob Illeborgs spørgsmål.

Til sidst indvilger han dog modvilligt i at mødes på en bar i nærheden.

Nu sætter han sig ned med Kontant for at svare på de mange spørgsmål og anklager, der har samlet sig mod ham gennem årene.

Jakob Illeborg konfronterer Casper Rieper-Holm med de mange anklager mod ham.

Se hele programmet om Casper Rieper-Holm i anden del af ”Kontant: Jagten på den forsvundne svindler”.

Kunne du lide artiklen? Følg Kontant på Facebook og følg med i vores historier og deltag i debatten.

KONTAKT REDAKTIONEN

Format: PNG, JPG, PDF, DOC og DOCX.
Max. 5 MB