Psykolog: Derfor lader folk sig narre af typer som Casper Rieper-Holm

Det ligger i den menneskelige natur, at vi gerne vil tro på det bedste i mennesker, lyder en del af forklaringen

Kontant har modtaget flere henvendelser fra personer i Spanien, der siger, at de er blevet snydt af Casper Rieper-Holm.

Torsdag viser Kontant anden del af programmet ”Jagten på den forsvundne svindler”, hvor Jakob Illeborg forsøger at opspore svindleren og bedrageren Casper Rieper-Holm.

I forbindelse med det første program og de tilhørende artikler har en del seere skrevet og givet udtryk for en undren over, at ofrene tror på Casper Rieper-Holms vilde historier og lader sig franarre i titusindvis af kroner. Men det er slet ikke så mærkeligt.

- De fleste af os tror på det bedste i mennesker. Vi er ikke på vagt, når folk er søde, charmerende og smilende, forklarer psykolog Hanne Pedersen.

Det ligger på rygraden

Ord som venlig, imødekommende, hjælpsom og ikke mindst charmerende går da også igen hos flertallet af de ofre, Kontant har talt med, når de beskriver deres møde med Casper Rieper-Holm, og det er ikke tilfældigt.

- Typer som ham er nærmest uddannet i at manipulere andre mennesker. Det er ofte nogle træk, de har lært og udviklet, fra de var ganske små, og det ligger på rygraden. De har en vanvittig god fornemmelse for, hvornår de skal gå ind og anerkende, virke omsorgsfuld og rose de mennesker, de møder, siger Hanne Pedersen.

Casper Rieper-Holm udnytter altså, at vi mennesker har en positiv tilgang til dem, vi møder på vores vej. Derfor kan det umiddelbart være svært at spotte løgnene i de opdigtede historier, en person som ham fortæller om sig selv. Vi vil gerne tro på, hvad folk fortæller os, og det udnytter han i mødet med sine ofre.

Følelser af skyld og skam

Flere af de personer, Kontant har talt med, fortæller, at det har taget dem lang tid at komme sig over de ubehagelige oplevelser, og ifølge Hanne Pedersen vil de ofte bebrejde sig selv, at de lod sig betage og bedrage.

- Det er normalt at have en enorm følelse af skyld og skam. Men i stedet for at fokusere på alle mulige selvbebrejdelser, skal de vende den om og se på, hvad det er, de har været udsat for, siger hun og understreger, at det er vigtigt at arbejde med de følelser, der kan ligge i kølvandet på oplevelsen af at være blevet snydt og holdt for nar.

- Ofrene skal huske på, at de har været udsat for en forbryder – og i det her tilfælde en forbryder, som lever af det. Han snyder ikke bare kærester på stribe, han snyder mennesker på stribe i hele verden, siger Hanne Pedersen.

Se "Jagten på den forsvundne svindler 2:2".

KONTAKT REDAKTIONEN

Format: PNG, JPG, PDF, DOC og DOCX.
Max. 5 MB