Kopi-sag: Lego banker konkurrenter i USA på plads

Flere konkurrenter i USA har trukket legetøjsfigurer tilbage fra butikkerne efter pres fra Legos advokater.

Kan du kende forskel? Legofiguren er den til venstre. (Foto: Anna Bøtter)

Den danske legetøjsgigant Lego bremser konkurrenters angreb på de populære ”Lego Friends”-figurer på det vigtige amerikanske marked. Det sker med en række forlig, som kan styrke Legos position i USA og øge indtjeningen de kommende år.

Mindst tre konkurrenter har i al ubemærkethed indgået forligsaftaler med Lego i 2015 og lovet at stoppe salget af bestemte figurer i USA, viser DR Nyheders research.

Alle tre legetøjsfirmaer har solgt figurer, som ifølge Lego minder ”ulovligt” meget om Lego Friends-figurer.

Og topledelsen i Lego bryder sig ikke om konkurrenter, som sender efterligninger på markedet:

- Når der er nogen, som lader som om, at de er Lego, så prøver vi at skride ind og sige ’hov lad nu være med at misbruge vores varemærke, lad nu være med at lade som om, I er Lego’,” siger topchef i Lego, Jørgen Vig Knudstorp, til DR.

Barbieproducent mod Lego

Det er ikke hvem som helst, som Legos advokater har været i clinch med i 2015.

Et af firmaerne er Mega Bloks, som i dag ejes af barbiedukke-producenten Mattel, der i årevis har været verdens største legetøjsfirma. Det er figurer i Mega Bloks' produktserie ”My Life As”, som ifølge Lego ligner Legos figurer.

Firmaerne Best-Lock og LaRose, der står bag LiteBrix, er også blevet trukket i retten af Lego for at sælge figurer, der minder om figurerne i Lego Friends-serien.

Deres figurer kan du se herunder:

Og netop ”Lego Friends” er ifølge Lego en af de vigtigste nye produktserier i årtier med et markedsføringsbudget på 40 millioner dollars – svarende til godt 250 millioner kroner. Med serien har Lego omsider fået fat i pigerne over store dele af kloden, og derfor bliver konkurrenters angreb på Lego Friends fulgt nøje af Lego.

Kamp om figurerne

Da Legos ledelse blev opmærksom på konkurrenternes figurer i amerikanske butikskæder, indledte den danske legetøjsgigant de første retssager i 2014.

I februar 2015 indgav Lego en officiel klage til ITC, der er amerikanernes handelsorganisation, for at få konkurrenterne stoppet. Lego argumenterede blandt andet med, at konkurrenterne havde overtrådt Legos patenter.

Se Legos klage her

Efter flere måneders juridisk krig accepterede de tre konkurrenter i forskellige forlig, at de ikke må sælge bestemte figurer gennem amerikanske butikker. Det første forlig blev indgået i juni 2015, og det seneste forlig blev i al stilhed indgået 21. oktober 2015 mellem Mega Bloks og Lego.

Hemmelige Lego-retssager

Langt de fleste retssager forsøger Lego at holde hemmelige, fordi selskabet vil undgå at føre grimme slagsmål med konkurrenter i fuld offentlighed.

Amerikanske retsdokumenter viser da også, at Legos anklager om ulovligheder bliver mødt med hårde modbeskyldninger fra konkurrenterne. Blandt andet bliver Lego hængt ud for at ønske sig et monopol og banke priserne i vejret.

- Klagerens (Legos, red,) mål er at eliminere al konkurrence mod dets legetøjsfigurer og skabe et monopol for sig selv i USA for den slags produkter, skriver konkurrenten Best-Lock, der samtidig beskylder Lego for opskruede priser på Legos produkter i amerikanske butikker.

Også Mattel-ejede Mega Bloks giver Lego en tur med grovfilen.

- I årevis har Lego forsøgt at bruge dets immaterielle rettigheder til at undgå at deltage i legitim konkurrence. Og selv om firmaet (Lego, red.) for tiden har mere end 80 procent af konstruktionslegetøjsmarkedet, forbliver firmaet utilfreds, skriver Mega Bloks-advokater i et spydigt svar til Legos ledelse.

Men Legos patent på den berømte klassiske Lego-klods for længst er udløbet, så står kampen om figuren stadig. (© Lego)

Slagsmål er skyld i succes

Ifølge en dansk ekspert er Legos slagsmål i forskellige retssale verden rundt en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor Lego i dag står suverænt på markedet og har et af verdens stærke brands og et overskud på 9 milliarder kroner efter skat i 2015.

- Jeg tror ikke, at Lego ville være kommet så langt, hvis ikke Lego havde været fornuftig – og indtænkt en beskyttelsesstrategi hele vejen igennem, siger Thorbjørn Swanstrøm, varemærkeekspert og partner i Chas.Hude.

Den danske legetøjsgigant har i årtier kæmpet en juridisk kamp mod talrige konkurrenter verden over. Men Legos patent på den berømte klassiske Lego-klods er for længst udløbet. Derfor bruger Billund-firmaet i dag en stor del af sine advokatregninger på at forsvare den nye Lego Friends-serie og andre nyere produktserier, som Lego opnår patenter på.

Lego har ikke ønsket at oplyse, hvor mange advokater, eller hvor store summer, firmaet bruger på juridiske slagsmål mod konkurrenterne.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube