Kvindelig salgsdirektør: Jeg maser nok lidt mere end andre

Hos Jobindex er der en god blanding af alder, køn og hudfarve på chefgangen - og det er klogt ifølge en ny analyse.

Atemad El-Berjiji har mange odds imod sig som både kvinde og med en anden etnisk baggrund end dansk. Alligevel er hun strøget til tops. (Foto: DR Nyheder)

Atemad El-Berjiji er i midten af trediverne, har marokkansk baggrund, og så er hun salgsdirektør hos Jobindex, hvor hun har ansvar for 50 ansatte og en millionomsætning.

Dermed er hun guld værd. I hvert fald hvis man skal tage en analyse fra servicekoncernen ISS for gode varer.

Undersøgelsen

ISS og Proacteur har sammen undersøgt 6.012 ledere fra 321 virksomheder fordelt over 12 brancher.

Formålet med undersøgelsen er blandt andet at kortlægge, hvor mangfoldige ledelserne er i store og mellemstore danske virksomheder, og om der er økonomisk gevinst ved at sammensætte ledelsen mangfoldigt.

Lederne er blevet målt på fire parametre: alder, køn, etnicitet og anciennitet.

Nedenfor kan du se nogle af konklusionerne:

  • De ti virksomheder, der har det mest mangfoldige mix, tjener godt 12 procent mere, end de der har det dårligste
  • Der er stadig relativt få kvindelige ledere
  • Kvindelige ledere har i gennemsnit en lidt længere uddannelse end deres mandlige kolleger
  • Der er uudnyttet potentiale i etnisk mangfoldighed
  • Topledere er typisk over 50 år
  • Der er store individuelle brancheforskelle

Kilde: ISS-rapport.

Den viser nemlig, at de danske virksomheder, der har den bedste blanding af alder, køn og hudfarve på chefgangen, tjener godt 12 procent mere, end de der har det dårligste mix.

Navnlig det med at få kvinder og folk med anden etnisk baggrund end dansk i ledelsen er ifølge ISS-analysen noget, der kan bonne ud på bundlinjen.

Maser sig lidt mere frem

Atemad El-Berjiji tænker sjældent over, at hun ikke er etnisk dansk, alligevel har hun lagt mærke til, at der er forskel på, hendes og andre chefers måde at lede på:

- Jeg tror, det bunder i, at man har nogle forskellige værktøjer med hjemmefra. I mine forældres kultur har man en anden tilgang til arbejdsmarkedet, og jeg går ikke så meget op i janteloven. Jeg maser mig nok lidt mere frem, end hvad andre etniske danskere ville have gjort, siger hun.

Sine Nørholm, der er ekspert i mangfoldighedsledelse på handelshøjskolen CBS, siger til Politiken, at der er en række usikkerheder i den her slags undersøgelser. Det er således svært at bevise sammenhængen mellem indtjening og mangfoldighed.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube