Låneforening: Bankerne skal oplyse om alternative lån

Hvis bankerne ikke kan give lån til virksomheder, skal de henvise til andre lån, mener Dansk Crowdfunding Forening.

Crowdlån er et alternativ til banklån og giver en højere rente. Til gengæld er lånene ikke omfattet af bankernes indskydergarantiordning. (Foto: DR © DR)

Bankerne skal henvise til alternativ finansiering, når de siger nej til at låne penge ud til en virksomhed.

Det foreslår Dansk Crowdfunding Forening.

Her mener man, at mange iværksættere har gode muligheder for at få et lån, selvom banken ikke kan være med på risikoen, siger Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv og medstifter af Dansk Crowdfunding Forening.

- Mange iværksættere og små og mellemstore virksomheder i Danmark går i banken, når de skal have finansiering, men får et nej og kommer aldrig videre.

- Derfor har vi brug for at samarbejde på tværs af den finansielle sektor, så vi får hjulpet sunde virksomheder på vej mod succes og vækst. Og det kræver, at virksomhederne kender til alternativerne, siger han.

Lån over nettet

Et lånealternativ til banklån er crowdlån, hvor virksomheder låner penge af private investorer over nettet.

Crowdlån
  • Crowdlån er et alternativ til banklån.
  • Crowdlån går ud på, at virksomheder og private låner penge af private investorer over nettet.
  • Crowdlån opstod i Storbritannien efter finanskrisen, hvor bankerne ikke var særligt villige til at låne penge ud.

For det er ærgerligt både for virksomhederne og for væksten herhjemme, hvis små og mellemstore virksomheder lader sig stoppe af et nej i banken, mener Esben Bistrup, der er direktør af låneportalen Lendino.

- Det vil være godt for alle parter, hvis banken i stedet for at sige nej rent faktisk fremlagde nogle alternative finansieringsmuligheder til deres kunder, siger Esben Bistrup.

Finansrådet er ikke afvisende

Derfor mener Esben Bistrup, at det skal være obligatorisk for bankerne at henvise kunder til alternative låneformidlere, hvis bankerne giver afslag på lån.

Og det forslag er bankerne ikke afvisende overfor.

- Vi er åbne og lytter til det, som Dansk Crowdfunding Forening er kommet med, siger Kenneth Johnsen, der er juridisk direktør i bankernes brancheorganisation Finansrådet, og fortsætter:

- Det er vigtigt for os at sikre, at de virksomheder, der i givet fald er omfattet af sådan en ordning, har de nødvendige tilladelser og er i stand til at beskytte deres forbrugere og investorer.

Godkendt af Finanstilsynet

Men der er ikke noget at bekymre sig over, mener Esben Bistrup, for de danske crowdlån-virksomheder har fået Finanstilsynets godkendelse.

I stedet for at få nul procent i rente, når man har penge i banken, så kan crowdlån-selskaberne tilbyde helt op til otte procent i rente.

Til gengæld er lånene ikke omfattet af bankernes indskydergaranti-ordning.