Læs alt om søndagens store SAS-drama

Der blev forhandlet intenst søndag, men uden aftaler. Parterne forsøgte at nå til enighed om den milliard-spareplan, som SAS har fremlagt.

Koncerndirektør i SAS, Flemming Jensen, er glad for at der er indgået en aftale. Men han opfordrer alle til at vise ansvar. (© DR)

Der blev forhandlet intens søndag uden aftaler. Parterne forsøgte at nå enighed om den milliard-spareplan, som SAS har fremlagt. Herunder kan du læse, hvad der skete søndag, da dramaet udspillede sig time for time.

FOR DE NYESTE OPDATERINGER - KLIK HER

Kl. 00.07 SAS' deadline overskredet - forhandlinger fortsætter
Klokken har slået for SAS. Tidsfristen for selskabets spareplan var sat til 23:59 søndag aften, men der var fortsat ikke tikket nogen fondsbørsmeddelelse ind fra selskabet om, at planen er forhandlet i hus.

- Forhandlingerne fortsætter intenst. Det er det eneste, jeg kan sige, siger SAS' pressechef Trine Kromann-Mikkelsen, efter deadline for spareplan blev overskredet natten til mandag.

Det sker, efter selskabet i løbet af søndagen flere gange afviste, at tidsfristen for ledelsens forhandlinger med medarbejderne om spareplanen var udskudt.

Men der findes en anden deadline. Og den hedder kl. 9 mandag morgen, når Fondsbørsen åbner. Der skal markederne have en melding om, hvordan det står til med SAS. Ellers risikerer selskabet, at investorerne mister troen på SAS og begynder at sælge ud af aktierne.

Kl. 23.04 Stemningen er lettet hos kabinefolkets forhandlere
- Vi kan med tilfredshed konstatere, at forhandlingerne er genoptaget. Vi snakker sammen igen. Vi har fået et udspil fra ledelsen tilbage, siger Helge Thuesen, formand for kabinepersonalets fagforening CAU til Ritzau.

- Så gik vores arbejde i gang med at få analyseret det og skrevet det ind i vores nuværende aftale. Nu skal vi afstemme med de andre foreninger. Vi er tæt på at finpudse detaljerne hver især, og så fremlægger vi vores udspil for ledelsen, siger Helge Thuesen.

Kl.22:46 SAS og HK har ikke forhandlet
Lige som flere andre faggrupper har HK Luftfart og SAS ikke været i egentlige forhandlinger med ledelsen.
Det skriver HK i en pressemeddelse.

Kl. 21.39 SAS-kunder håber til det sidste
- Kom så SAS, hold ud. Vi vil flyve til Thailand med dig. Vær sød at overleve. Sådan lyder det fra svenske Tanja Dolphin på SAS' Facebook-side. Det strømmer ind med kommentarer på siden i de sidste timer op til deadline for forhandlingerne om selskabets fremtid.

Kl. 21.24 SAS-direktør: Chance for succes er 50 procent


En af direktørerne i SAS-ledelsen vurderer, at chancen for en løsning for SAS er fifty-fifty.

- Vi har 50 procents chance for at lykkes, siger Eivind Roald, koncerndirektør for salg og markedsføring i SAS, til den norske avis Aftenposten. Eivind Roald sidder tæt på de dramatiske forhandlinger i København.

Kl. 19:37 SAS forhandler fortsat med personale

SAS forhandler stadig med både piloter og kabinepersonale, lyder meldingen med 4,5 time før deadline.

Søndag aften svirrer rygterne om sammenbrud i forhandlingerne, men der er altså fortsat gang i dialogen mellem piloter og SAS-toppen.

- Vi forhandler stadig, siger Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef i SAS til Ritzau.

Kl. 19:23 SAS-bestyrelsen er på vej til møde med selskabets banker i Stockholm

Ledelsen i flyselskabet SAS skal holde et "krisemøde med banker" søndag aften klokken 20 i Stockholm. Det skriver den svenske avis Dagens Nyheter på sin hjemmeside.

Ifølge Dn.se skal bankerne på mødet have information om forhandlingerne mellem SAS og fagforeningerne.

Kl. 18:54 Kabinepersonalet har ventet i lufthavnslokale siden kl. 10

Kabinepersonalet i SAS har ventet i et lokale i lufthavnen siden søndag formiddag, hvor de afleverede deres bud på en spareplan til ledelsen.

- Men vi har ikke hørt fra ledelsen, siger formand for kabinepersonalet Helge Thuesen.

kl. 18.07 Schur og to SAS-bestyrelsesmedlemmer på vej til Stockholm

Kl. 17:21 Ledelsen vil ikke kommentere nyt tilbud

SAS-ledelsen vil ikke kommentere det nye tilbud fra piloterne. Det siger pressechef i SAS i Sverige, Elisabeth Manzi.

- Forhandlingerne er intense, og vi kommenterer ikke på dele af processen, siger hun.

Kl. 17:15 Nedgang på 25 procent
Lars Bjørking oplyser til DR Nyheder, at de nordiske pilotforeninger er gået med til at skære omkostningerne på løn- og arbejdstid ned med samlet 25 procent.

Piloterne overgår til en præmiebaseret pensionsordning, og den tidligere ordning - svarende til tjenestemandspension - lukkes på en ordentlig måde.

Lønningerne er på niveau med konkurrenten, Norwegian Air, og på produktionsområdet kommer SAS piloterne op på 190 arbejdsdage om året. Til sammenligning har Norwegian 177 arbejdsdage.

Piloterne skal i gennemsnit gå 10 procent ned i løn og produktiviteten sættes i vejret med 15 procent.
- Derudover er vi helt enige med bestyrelsen i SAS om den store knast, der har været pensionsområdet, siger Lars Bjørking og tilføjer:

- Vores tilbud imødekommer til fulde SAS-ledelsens økonomiske krav. Hvis SAS siger nej, må det være fordi, bestyrelsen har en anden agenda, f.eks. at de vil rekonstruere selskabet, siger Lars Bjørking.

Kl. 16:57 Piloter bekræfter samlet udspil

Formanden for Dansk Pilotforening, Lars Bjørking, bekræfter over for DR Nyheder, at de tre pilotforeninger har sendt et nyt udspil til SAS. Lars Bjørking understreger, at der er tale om piloternes endelige udspil.

- Det er vores endelige tilbud, der kommer ikke mere, siger Lars Bjørking til DR Nyheder.

16:51 Deadline er midnat

SAS har bekræftet, at forhandlingerne skal være afsluttet søndag. Absolut sidste deadline er midnat.

kl. 16:30 Nyt udspil fra piloter

De tre nordiske pilotforeninger i SAS har afleveret et nyt udspil, der imødekommer SAS-ledelsens krav på en række punkter, erfarer DR Nyheder.
Udspillet, der er underskrevet af alle tre pilotforeninger, bliver netop nu vurderet af SAS-bestyrelsen.

Kl. 14:38: Bestyrelsen samlet til møde

Den svenske avis Expressen melder, at SAS-bestyrelsen er samlet på et kontor i SAS-bygningen til et møde. Hvorvidt det er det officielle bestyrelsesmøde vides dog ikke.

Læs Expressens live-opdateringer her

Kl. 14:00: SAS-chef: Vi er langt fra målet

Koncernchef i SAS, Flemming Jensen, siger i en mail til norske NRK, at man er tvunget til at finde en løsning, inden der skal afholdes bestyrelsesmøde, ellers vil bankerne og hovedejerne ikke stille med de penge, som SAS mangler.

- Vi forhandler fortsat, fordi vi er langt fra målet, og fordi denne plan er det eneste, der skal til for at sikre SAS' overlevelse, siger Flemming Jensen.

Se video herunder med seneste nyt fra Nina Munch-Perrin, kl. 13:51:

Kl. 13:34: Bestyrelsen er nu samlet

DR Nyheders erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin fortæller fra SAS-kontoret i Kastrup, at hele SAS' bestyrelse nu er ankommet til bestyrelsesmøde.

Samme melding kommer fra den svenske avis Expressen, der meddeler, at bestyrelsesmedlem Dag Mejdell er ankommet til stedet.

Kl. 13:14: Schur til DR: Det går rigtig skidt

- Det går rigtig skidt med forhandlingerne, siger SAS-bestyrelsesformand Fritz Schur til DR Nyheder.

Han oplyser, at der endnu ikke er fastsat et tidspunkt for et bestyrelsesmøde, fordi man ikke har noget brugbart at beslutte sig ud fra.

- Det er lidt for spændende, siger han også.

Se video med Schur herunder (OBS: Dårlig lydkvalitet)

Schur

Kl. 13:03: SAS-krise påvirker billetsalget

Truslen om overhængende konkurs har fået danskerne, nordmændene og svenskerne til at holde igen med køb af SAS-billetter.

Det oplyser pressechef Trine Kromann-Mikkelsen til DR Nyheder.

- Vi oplyser ikke vores salgstal, men den seneste uro har selvfølgelig påvirket billetsalget i hele Norden, siger hun.

Kl. 12:47 SAS-ledelsen afviser også kabinepersonalet

Søndag formiddag kom SAS' kabinepersonale (CAU) med et nyt spareforeslag, som man mente imødeså alle SAS-ledelsens krav. Men her kort før klokken 13 kommer det nu frem, at SAS-ledelsen også har afvist dette tilbud. Det siger koncerdirektør Flemming Jensen til TV 2.

- Min vurdering er, at afvisningen skyldes det samme som afvisningen af piloternes forslag: At SAS kræver en helt spritny aftale på et rent stykke papir, siger DR's erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin.

Kl. 12:14: Munch-Perrin: Der kommer en aftale

- Hvis jeg skal sætte mine penge på, om der kommer en aftale eller ej, så vil jeg sætte dem på, at der kommer en aftale i løbet af aftenen - jeg vil slet ikke kunne overskue en konkurs, siger DRs erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin.

Efter planen skal der holdes et bestyrelsesmøde om situationen i SAS. Her skal bestyrelsen tage stilling til, om forudsætningerne for at gennemføre den varslede kriseplan er tilstede, eller om selskabet skal erklæres konkurs.

Det vides dog endnu ikke, hvor eller hvornår dette bestyrelsesmøde skal afholdes - og Nina Munch-Perrin vurderer, at mødet ikke er endeligt fastsat.

Kl. 12: SAS-piloterne misforstår ledelsen

SAS-ledelsen afviste søndag morgen piloternes forslag til en helt ny overenskomstaftale. Dette skyldes ifølge DR's erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin, at piloterne har misforstået ledelsens krav om en aftale.

SAS vil have, at man starter helt forfra med en ny aftale, mens piloterne stadig forsøger at justere på de eksisterende overenskomstaftaler, og så længe de gør dette, vil ledelsen afvise forslagene.

Kl. 10:48: Ballon-protest foran forhandlingssted

Foran SAS' kontor i Kastrup Lufthavn demonstrer administrativt ansatte SAS-medarbejdere i Københavns lufthavn søndag. Demonstrationen er ganske fredelig og foregår med hjerteballoner med SAS-logo på.

I tilfælde af SAS-konkurs er de skidt stillet i forhold til at få et nyt jo, hvis SAS går konkurs. De vil sende et signat om, at der skal komme en løsning på forhandlingerne, fortæller DR reporter Anette Dich fra Kastrup Lufthavn.

Kabineforeningens næstformand Jean Pierre Shoumburg mener, at demonstrationen er SAS-ledelsens værk.

Kl. 10:19: Nyt tilbud fra kabinepersonalet

Det danske kabinepersonale (CAU) er kommet med et nyt tilbud til SAS-ledelsen, som er fremlagt søndag morgen.

- Vi har imødekommet de krav, som SAS-ledelsen har stillet til os. Vi er kommet med en løsning til løn, arbejdestid og øget fleksibilitet. Vi afventer nu SAS-ledelsens svar til os. Der er mange følelser i det her, men jeg er den fødte optimist. SAS er en god arbejdsplads, og vi skal også arbejde for SAS mandag, siger næstformand i Kabineforeningen Jean Pierre Schoumburg til DR Nyheder.

Kabinepersonalet forventer at blive indkaldt til forhandlinger snart.

Kl. 09:56: Brug kreditkort til SAS-billetter

Hvis SAS går konkurs, kan rejsende håbe, at de har betalt deres billetter med kreditkort som Mastercard, American Express eller Diners.

Det er nemlig den eneste mulighed for at penge for billetterne retur i tilfælde af konkurs. Derfor opfordrer det norske Forbrugerråd ifølge Vg.no, at man bestiller og betaler nye SAS-billetter med kreditkort.

Hvis man har betalt billetter med Dankort eller Visa er pengene tabt ved en konkurs, da de er sidestillet med kontantbetaling.

Læs mere om flykonkurser og rettigheder på Forbrugerrådets hjemmeside Forbrug.dk

Det er dog langt fra sikkert, at SAS går konkurs - der forhandles stadig hefitgt i lokalerne i Kastrup.

Kl. 09:34: Løsning skal falde i dag

SAS kommer nu med en melding i forhandlingerne om en spareplan, skriver Ritzau.

- Der har været ført intensive forhandlinger gennem nogle døgn. Desværre er der ikke indgået aftale med nogen foreninger endnu.

- Forhandlingerne fortsætter og som tidligere meddelt, skal der findes en løsning inden bestyrelsen mødes senere søndag.

- På mødet skal bestyrelsen beslutte, om forudsætningerne for at gennemføre planen er til stede.

- En fuld gennemførelse af planen er betingelsen for, at banker og hovedejere stiller en kreditfacilitet til rådighed. Der arbejdes frem mod bestyrelsesmødet intensivt på at nå til enighed om nye overenskomster og dermed sikre SAS' fremtid.

Kl. 09:21: Andre selskaber klar til at overtage

Hvis SAS går konkurs, strander tusinder af passagerer mandag morgen. Men ifølge den svenske avis Dagens Nyheter er både Norwegian og Sverigeflyg klar til at over tage ruter og hjælpe til med at fragte de rejsende rundt, skriver Expressen.se.

Tidligere sagde den svenske pressechef i SAS til netop Expressen, at der ingen garantier er for, at SAS flyver mandag.

Klokken 09:09: Forbereder personale på konkurs

SAS forbereder angiveligt sit personale på en mulig konkurs. Ifølge TV 2 Finans er personalet af ledelsenblev bedt om at have kontanter på sig, så de kan klare i tilfælde af, at de skulle strande i en udenlandsk lufthavb.

Desuden er alle fly tanket helt op med brændstof, så de kan vende direkte hjem i tilfælde af en konkurs, skriver TV 2.

Klokken 08:50: SAS afviser pilot-udspil

Piloterne har natten til søndag fremlagt et tilbud, som ifølge deres eget udsagn kommer SAS' sparekrav i møde. Men SAS skulle angiveligt ikke mene, at dette udspil er nok, erfarer Ritzau - og derfor er forhandlingerne om spareplanerne stadig i gang.

TV 2 Finans skriver direkte, at SAS afviser tilbuddet, men det kan ikke bekræftes, og SAS-pressechef Trine Kromann-Mikkelsen afviser at udtale sig.

Søndag morgen: Kabinepersonale ser fremgang

Samtidig meldes der er om fremgang i forhandlingerne om en ny aftale mellem ledelsen og kabinepersonalet i flyselskabet SAS. Vi oplever en lydhørhed fra SAS side, oplyser personalet til Ritzau.

Natten til søndag: Piloter imødekommer SAS

Jens Lippestad, formand for den norske pilotforening, sagde ellers efter lørdagens forhandlinger, som har fundet sted i København, at piloterne har afleveret et tilbud til SAS, der lever op til kravene i ledelsens spareplan.

Forslaget fra piloterne om en aftale indeholder efter alt at dømme en række forringelser for piloterne selv.

- Straks efter midnat overleverede pilotforeningerne fra Danmark, Norge og Sverige et bud til SAS, som imødekommer SAS på alle områder, der efterspørges, og som gør, at forhandlingerne kan afsluttes på en konstruktiv måde, sagde Jens Lippestad til nyhedsbureauet TT.

Skal spare 2,6 milliarder

Hele spareøvelsen fra flyselskabet lyder på 2,6 milliarder kroner og omfatter blandt andet frasalg af datterselskaberne SAS Ground Handling og flyselskabet Widerøe.

I alt vil man med planen beskære antallet af ansatte i SAS med 6000 medarbejdere.

Redningsplanen er en forudsætning for, at SAS kan få den nødvendige kapital stillet til rådighed fra både banker og staterne Danmark, Sverige og Norge.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube