Lego vandt over LEGO

En dansk billedkunstner må gerne bruge sit mellemnavn Lego som navn til sit galleri og til at signere sine billeder. Det slog Højesteret fast i dag.

Louise Lego Andersens bedstefar fik sit mellemnavn i dåbsgave. (Foto: Jan Jørgensen © Scanpix)

Kan en virksomhed have de fulde rettigheder til sit navn, også hvis almindelige mennesker hedder det samme som virksomheden?

Nej, slog Højesteret fast i dag i en speget sag om, hvem der har retten til at bruge det verdenskendte varemærke LEGO.

Lego - nu også som maleri

Det betyder, at navnet i kommercielt øjemed ikke kun tilhører legetøjskoncernen Lego i Billund, som har milliarder af kroner på højkant på sit varemærke. Den danske billedkunstner Louise Lego Andersen også må bruge sit familienavn og signere billeder og markedsføre sit galleri med navnet Lego.

Under det tidligere opgør i Sø- og Handelsretten fik Louise Lego Andersen kun delvist medhold, men det betalte sig for hende at gå helt til tops i retssystemet.

Bedstefar fik mellemnavnet

Af dommen fremgår det i øvrigt, at Lego Holding skal betale Louise Lego Andersen 150.000 kroner i sagsomkostninger.

Louise Lego Andersens mellemnavn stammer fra hendes nu afdøde bedstefar, der fik mellemnavnet ved sin dåb for over 90 år siden.

Forsvarer navnet 200 gange om året

Da sagen blev anlagt helt tilbage i 2003, udtalte pressechef for LEGO Holding, Charlotte Simonsen, at det var nødvendigt, at virksomheden håndhævede retten til sit navn.

- Hvis vi undlader at reagere i nogle af de 200 sager om vores navn og varemærke, vi har internationalt hvert år, kan det skabe en præcedens, hvor vi svækker rettighederne til vores navn, sagde hun dengang.