Legos nye direktør går fra "nørderi" til leg og snak

Den nye direktør, Niels B. Christiansen, er allerede vant til at arbejde i en virksomhed, hvor familien er ejer.

Legos nye direktør overtager posten fra Bali Padda, der kun har siddet otte måneder. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Selvom det ikke er længe siden, legetøjskæmpen Lego sidst skiftede direktør, er der igen en ny mand på vej til stillingen.

I dag blev det offentliggjort, at den tidligere Danfoss-topchef Niels B. Christiansen bliver ny administrerende direktør for Lego-koncernen.

Han overtager stillingen fra Bali Padda, der kun fik otte måneder på direktørposten.

At der kommer et skifte i direktørposten så hurtigt, kommer dog ikke bag på Børsens chefredaktør, Niels Lunde, som også har skrevet en bog om legetøjsgiganten.

- Bali Padda er over 60 år og blev udnævnt, efter at han havde været en årrække i Lego. Bali Padda er en mand, som har været længe i Lego, men han står mere for deres produktion. Derfor har det været kendt i lang tid, at han var en overgangsfigur, mens man i Lego ledte efter en varig løsning på posten som administrerende direktør.

Skal vænne sig til leg og læring

Niels B. Christiansen kommer fra Danfoss, hvor han stoppede som direktør den 1. juli i år. Han skal derfor vænne sig til en hverdag, hvor der er fokus på leg og læring hos børn verden over.

- Han er uddannet civilingeniør, og Danfoss er en ingeniør-virksomhed, der, sagt på en lidt venlig måde, er en lidt mere nørdet virksomhed, siger chefredaktøren og fortsætter:

- Lego er en mere "snakkende" virksomhed, der er meget søgende efter, hvad Lego skal være for verdens børn, og hvordan børns leg og læring skal stimuleres, og det skal han selvfølgelig øve sig på.

Vant til familieejede selskaber

Lego er en familieejet virksomhed, og en stærk ejerfamilie kan være en udfordring for en administrerende direktør, men den situation er ifølge Niels Lunde ikke helt fremmed for Niels B. Christiansen.

- Danfoss og Lego er ejet af familier. Det spiller en større rolle internt i virksomhederne, end man kan se udefra. At der er en ejerfamilie, som har nogle stærke værdier, som de ønsker, virksomheden skal ledes ud fra, siger Niels Lunde, som konkluderer, at det har Niels B. Christiansen været god til hos Danfoss.

Men det er ikke den eneste kompetence, Niels B. Christiansen tager med sig over i Lego.

- Hos Danfoss var han en helt moderne topchef. Han har en baggrund fra konsulentfirmaet McKinsey, og så har han drevet Danfoss, som er en industriel produktionsvirksomhed, siger Niels Lunde.

Derfor er han vant til at lede en virksomhed, som producerer på fabrikker rundt om i verden, påpeger chefredaktøren:

- Det er en opgave, som består i industriel masseproduktion, og det har han været god til.

Slut med at blande sig i politik

Skiftet i direktørposten, tror Niels Lunde ikke kommer til at føre store forandringer med sig for virksomheden, men én ting kommer måske til at forandre sig for den nye direktør selv.

- Jeg vil forvente, at vi nu får mindre at høre til Niels B. Christiansen. Han er en profil i det politiske landskab i Danmark, fordi han tit er på Christiansborg og har siddet i forskellige produktivitetskommissioner, og det kommer han ikke til nu.

For det ligger ikke til Lego at være en politisk virksomhed, påpeger Niels Lunde:

- Lego siger aldrig noget, der kan lugte af politik, fordi deres brand er meget sårbart, så vi kommer nok til at høre mindre til Niels B. Christiansen nu som direktør for Lego, end vi gjorde, da han var direktør for Danfoss.

Niels B. Christiansen overtager posten som Legos direktør fra 1. oktober, og de kommende tre måneder vil Bali Padda bruge sammen med Niels B. Christiansen, så den nye direktør kan blive sat ind i tingene.