Løftebrud koster pensionsopsparernes tillid

Ældresagen appelerer til økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen. Direktør, Bjarne Hastrup, mener at hele pensionssystemet er sat på spil.

Ældresagen frygter for den danske pensionsmodel, efter Finanstilsynet har nikket ok til, at Sampension har droppet løfter om faste renter.

Sampensions løftebrud om rentegaranti til sine knap 300.000 kunder risikerer at sætte hele det danske pensionssystem på spil.

Det mener Bjarne Hastrup, direktør i Ældresagen. Han tror, at flere pensionsselskaber står på spring til også at løbe fra deres garantier.

- Det berører hele fundamentet for vores pensionssystem. Det her indebærer at man over nat kan stryge nogle garantier, man har givet sine pensionsopsparer, og det vil sige, at der kan brede sig en frygt blandt pensionister, om man nu også kan få sine penge tilbage igen, siger Bjarne Hastrup til P1 Business.

Det er finanskrisen og et dårligt år i 2009 sammen med udsigten til skrappere EU-krav om pensionsselskabernes økonomiske polstring har fået Sampensions til at afskaffe opsparernes rentegaranti.

Finanstilsynet har nikket ok til løftebruddet. Tilsynet vil i løbet af næste uge kræve at de pensionsselskaber, der ejes af arbejdsmarkedets parter, informerer deres kunder, hvis selskaberne mener, at de kan sløjfe garantierne, uanset om de vil gøre det eller ej.