Tema Mærsk sælger olie- og gasforretning

Mærsk sælger sin olie- og gasforretning til fransk selskab

A.P. Møller-Mærsk sælger sin olie- og gasforretning til en pris af 7,45 milliarder dollar til franske Total.

A.P. Møller-Mærsk har solgt sin olie- og gasforretning. Køberen er det franske energiselskab Total, der overtager divisionen af selskabet for 7,45 milliarder amerikanske dollar. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Efter lang tids søgen er det lykkedes A.P. Møller-Mærsk at finde en køber til selskabets olie- og gasforretning.

Aftageren er det franske olieselskab Total, der må lægge 7,45 milliarder dollar, svarende til godt 47 milliarder kroner.

Det oplyser Mærsk-gruppen i en fondsbørsmeddelelse.

En del af betalingen sker i Total-aktier til en værdi af 4,95 milliarder dollar. Det betyder, at Mærsk vil eje 3,76 procent af det franske selskab, når handlen er gennemført.

Desuden overtager Total gæld for 2,5 milliarder dollar.

Ifølge pressemeddelelsen er det Totals plan at bevare Maersk Oils nuværende kontorer i København og Esbjerg.

Samtidig skal Danmark fungere som operationsbase for selskabets aktiviteter i Danmark, Norge og Holland.

A.P. Møller-Mærsk meddelte i september sidste år, at man ville forfølge en ny strategi.

Som en delvis konsekvens af de faldende oliepriser besluttede koncernledelsen fremover at satse på transport og logistik.

Derfor skulle olie- og gasforretningen skilles fra. Enten som et selvstændigt aktieselskab eller ved at sælge den til en interesseret køber.

Handlen ventes gennemført i begyndelsen af næste år. Det kræver dog, at konkurrencemyndighederne siger god for den.

/Ritzau/

OVERBLIK: Mærsks oliedrøm startede i Nordsøen i 1962

  • Maersk Oil startede i 1962, da A.P. Møller-Mærsk vandt retten til at udforske og udvinde olie og gas i Nordsøen.
  • I 1975 får Maersk Oil retten til at udvikle oliefelter i Danmark.
  • Maersk Oil er i dag aktiv blandt andet i USA, Algeriet, Irak, Kasakhstan og Angola.
  • I 2015 producerede Maersk Oil 312.000 tønder olie om dagen.
  • Det gav en omsætning på 5,6 milliarder dollar og et underskud på 2,1 milliarder dollar grundet enorme nedskrivninger efter olieprisens fald.
  • I 2005 havde Maersk Oil en omsætning på 4,6 milliarder dollar og et resultat på 1,2 milliarder dollar.
  • Maersk Oil er blevet hårdt ramt af olieprisen og store nedskrivninger på eksempelvis en større satsning i Brasilien, der måtte stoppes i 2014.
  • I 2015 fortalte Maersk Oil, at man vil stoppe produktionen i Nordsøen, hvis ikke man får en bedre aftale med staten.
  • Forhandlingerne med regeringen står på endnu.
  • 21. august 2017 meddeler A.P. Møller-Mærsk, at man sælger sin olie- og gasforretning til en pris af 7,45 milliarder dollar til franske Total. Handlen ventes gennemført i begyndelsen af næste år.
  • Kilder: A.P. Møller-Mærsk, Maersk Oil og Ritzau