Matchfixing rammer badminton: Spiller tilbudt over 20.000 kroner for at snyde

To af de danske topspillere blev tilbudt matchfixing i forbindelse med Japan Open i juni. Politiundersøgelse i gang.

badminton_21s_drdkjaja

Den hidtil største sag om matchfixing har ramt badminton. Hans-Kristian Vittinghus, der er nummer otte på verdensranglisten, blev i juni måned kontaktet af en malaysisk matchfixer i forbindelse med Japan Open.

Samme dag blev en anden af de danske topspillere, Kim Astrup, der er nummer 22 på verdensranglisten i herredouble kontaktet af samme matchfixer, der tilbød ham mellem 2.500 og 3.000 euro for at manipulere med hans egen kamp.

Derudover blev Kim Astrup tilbudt at spille penge på samme kamp for på den måde at øge sin gevinst.

Det finder sted

Begge spillere takkede nej og meldte samme dag sagen til Det Internationale Badminton Forbund.

- Det er imod alt hvad jeg står for som badmintonspiller. Jeg var aldrig i tvivl om, at forbundet skulle have besked med det samme, og jeg i dag glad for at vi fik meldt ham, siger Hans-Kristian Vittinghus til 21Søndag.

Også Kim Astrup var hurtig til at afslå tilbuddet, der tikkede ind via de to spilleres Facebook-konti.

- Jeg er ikke overrasket over, at matchfixing finder sted i badminton. Men jeg er overrasket over, at det finder sted på allerhøjeste niveau. Indimellem ser man resultater, der virker utroværdige, men her er der et egentligt bevis på, at der finder matchfixing sted.

Hvad er matchfixing?

Matchfixing er et begreb inden for sportens verden, der betyder, at man på forhånd aftaler udfaldet af en sportsbegivenhed.

Det kan eksempelvis være udfaldet af en fodbold, tennis- eller badmintonkamp.

Men det kan også være begivenheder under kampen. For eksempel antallet af hjørnespark eller antallet af gule og røde kort.

I badminton kan man også spille på, hvem der vinder forskellige points - for eksempel den 11. bold.

Motivet kan være både økonomisk og sportslig vinding.

Forbund bekymret

Begge spillere har afleveret dokumentationen til Det Internationale Badminton Forbund (BWF). Præsidenten for BWF, Poul-Erik Høyer, er dog ikke meget for at kommentere den konkrete sag

- Da der er en politiundersøgelse i gang i Malaysia, har jeg ikke lyst til at kommentere på den konkrete sag.

- Men denne sag er den største, vi har haft i min tid som præsident, og den største sag jeg kan huske til, mens jeg har været i badminton, og vi ser med meget stor alvor på sagen.

Bagmand nægter

Da politiundersøgelsen endnu ikke er færdig, har BWF indtil i dag holdt kortene helt tæt til kroppen i sagen. Men Poul-Erik Høyer, der ligeledes er medlem af den Internationale Olympiske Komite, IOC, er klar over at sporten står over for store udfordringer i forhold til match fixing.

- Vi må samtidig sige, at når matchfixing kan finde sted på det her niveau i de største turneringer, så kan det naturligvis også finde sted på de lavere niveauer, siger Poul-Erik Høyer til 21Søndag.

21Søndag har været i kontakt med matchfixeren. Han benægter ethvert kendskab til sagen.

Se hele indslaget fra 21 Søndag øverst.

Ligger du inde med en viden om matchfixing, som du gerne vil dele med os, så skriv til slar@dr.dk

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube