Medieforsker: JP/Politiken bliver stærkeste erhvervsmedie

Købet af Børsen er et rent forretningsmæssigt træk, som stiller konkurrenten Berlingske endnu svagere, siger ekspert.

Danmarks største erhvervsmedie er blevet købt af JP/ Politikens Hus for 800 millioner kroner. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

En overraskelse, som i bagklogskabens lys giver meget god mening.

Sådan beskriver medieforsker Aske Kammer fra SDU dagens nyhed om, at JP/Politikens Hus køber Dagbladet Børsen.

- Hvis handlen går igennem, kommer JP/Politikens Hus til at have en uhyre stærk position inden for erhvervsstoffet i Danmark med både Børsen og finans.dk. Jeg tvivler på, at Berlingskes business.dk og de mindre erhvervsredaktioner, der er på de øvrige medier, er stærke nok til rigtigt at stå imod, siger han.

Erhvervsstof er en god forretning

Ifølge Aske Kammer er det et rent forretningsmæssigt træk, at JP/Politikens Hus nu kaster 800 millioner kroner efter, hvad han betegner som Danmarks stærkeste erhvervsmedie.

- Erhvervsstoffet har jo vist sig at være et af de stofområder, hvor man kan tjene flest penge. Der er ganske enkelt en højere betalingsvillighed blandt det publikum, der har brug for erhvervsnyheder. Nu kommer de til at sidde på pengene, siger han.

Med købet tårner JP/Politiken sig over Berlingske Medier, som i forvejen står svært og har solgt flere medier fra, påpeger Aske Kammer. Den administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, kalder Børsen-købet for "deres nye lille perle".

Finans.dk og Børsen i samme hus

Før købet kan gå igennem, skal det dog godkendes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Aske Kammer formoder, at det går igennem, men forudser en konflikt, da JP/Politikens Hus kommer til at stå med både Finans.dk og Børsen, som er hinandens konkurrenter.

- Det ville give mening at slå de to sammen, så man har ét stærkt erhvervsmedie, siger han.

Det afviser Børsens ansvarshavende chefredaktør, Anders Krab-Johansen:

- Vi fortsætter med at konkurrere, der vil ikke være nogen forskel der, siger han til DR Nyheder.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube