Tema Bidragssatser

Minister: Lånetilbud fra banken skal være lettere at forstå

Hvis realkreditinstitutterne ikke gør noget ved svære lånetilbud, tager Brian Mikkelsen fat på arbejdet.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) vil gerne have, at forbrugerne bedre forstår, hvad de skriver under på, når de siger ja til en nyt boliglån. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) ser gerne, at alle tilbud på boliglån fra banken fremover udstyres med den samme standardforside, så forbrugerne lettere kan sammenligne priser på lån og forstå, hvad de er ved at skrive under på.

- Jeg er meget positiv over, at der bliver lavet en ensartet standardforside til lånetilbud, for jeg vil gerne have, at det bliver så nemt og overskueligt som muligt at være forbruger i Danmark, siger Brian Mikkelsen.

Udmeldingen kommer, efter at Konkurrencerådet i midten af august slog fast, at der mangler konkurrence på markedet for boliglån - et marked, som de fire store realkreditinstitutter Totalkredit, Nordea Kredit, Realkredit Danmark og BRF Kredit sidder tungt på.

Som et håndgribeligt tiltag til at øge konkurrencen foreslog Konkurrencerådet, at alle lånetilbud skal have den samme standardforside med centrale nøgletal.

Konkurrencerådet havde nemlig analyseret folks øjenbevægelser og muskelsammentrækninger i ansigtet, mens de læste traditionelle lånetilbud. Konklusionen var, at traditionelle lånetilbud gør folk frustrerede, ligesom folk har svært ved at finde frem til de vigtigste tal om lånet.

Det hjalp en standardforside på, viste eksperimentet.

Jeg synes, idéen er så god, at vi skal gennemføre det

erhvervsminister Brian Mikkelsen (K)

- Jeg synes, idéen er så god, at vi skal gennemføre det, siger Brian Mikkelsen.

Hvornår den nye forside skal være på plads, kan ministeren dog ikke ikke sige.

- Jeg kan ikke sætte en præcis dato og deadline på, men den skal vi have gennemført så hurtigt som muligt, siger han.

- Finanssektoren er meget velkommen til selv at rykke på det, og hvis de ikke rykker på det, så rykker jeg på det, lyder det fra Brian Mikkelsen.

I forhold til den generelle konklusion fra Konkurrencerådet - at der mangler konkurrence på markedet for boliglån - er ministeren mere forbeholden.

Hovedpointen i Konkurrencerådets rapport er, at der er problemer med konkurrencen på realkreditmarkedet. Er det en pointe, du er enig i?

- Jeg synes, det er svært at vurdere, siger Brian Mikkelsen og uddyber:

- Vi har gennemført en masse initiativer før sommerferien. Nogle af tingene træder først i kraft nu. Vi må se på, om de virker.

BRF Kredit og Nordea bakker op om ny forside

Flere af realkreditinstitutterne melder sig klar til at sætte gang i arbejdet med en ny standardforside på lånetilbuddene.

- Det er et forslag, vi kigger positivt på, og som vi meget gerne vil være med til at lave et arbejde om, så det kan blive nemt og overskueligt for vores kunder at vælge det rigtige institut, siger Mikkel Høegh, boligøkonom og leder af økonomisk sekretariat hos BRF Kredit.

De syv nøgletal

Konkurrencerådet anbefaler, at syv nøgletal fremgår af lånetilbuddets standardforside:

  • Månedlig ydelse før skat
  • Lånets oprettelsesomkostninger
  • Bidrag til realkreditinstituttet de første 12 måneder
  • Lånets hovedstol
  • Pris for kurssikring
  • ÅOP
  • Debitorrente

Kilde: Konkurrencerådet

Han regner med, at realkreditinstitutterne vil arbejde sammen om forsiden i brancheorganisationen Finansdanmark og siger, at arbejdet "nærmest kun kan gå for langsomt".

- Man kunne godt forestille sig, at man kunne blive enige om, hvordan sådan en forside skal se ud inden årets udgang. Det tror jeg er meget realistisk, siger Mikkel Høegh.

Hos Nordea Kredit forsikrer direktør Peter Smith, at selskabet vil gøre sit til, at forsiden bliver til virkelighed.

- Jeg er ret sikker på, at det er noget, der vil gøre det bedre for forbrugerne og også lette rådgivningen for kunderne. Så det, synes vi grundlæggende, er en god ide, siger Peter Smith, administrerende direktør hos Nordea Kredit.

- Det skal i hvert fald ikke være, fordi man skal vente på Nordea Kredit. Vi er sådan set klar på at rykke fra på mandag af, tilføjer han.

Realkredit Danmark ønsker ikke at udtale sig om forsiden, og hos Nykredit henviser man til brancheorganisationen Finansdanmark.

Her oplyser man, at der fra 1. februar i år i samarbejde med Forbrugerrådet Tænk allerede har introduceret en form for forside til lånetilbud.

- Finansdanmark er positive over for forslaget og indgår gerne i drøftelser, men mener det er vigtigt, at en ny standardforside tænkes sammen med den eksisterende forside til lånetilbud, så forbrugeren oplever det som en forenkling, oplyser brancheorganisationen, der dog ikke oplyser, hvordan arbejdet med at udvikle en ny standardforside skal forløbe.

Hos Forbrugerrådet Tænk ser man positivt på forslaget om den nye forside, som Konkurrencerådet har udviklet på baggrund af eksperimenter.

Årsagen er, at Konkurrencerådets forslag til en ny forside er mere enkel og lettere at forstå end det, Forbrugerrådet Tænk og Finansdanmark tidligere på året udviklede.