Minister vil se på bedre muligheder for ny type aktiehandel

Iværksættere skal kunne sælge aktier over nettet, lyder det fra Erhvervsministeren.

Erhvervs- og vækstministeren vil se på, om man kan gøre det lettere for iværksættere at sælge aktier over nettet gennem crowdfunding. (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

640 millioner kroner lykkedes det iværksættere at sælge aktier for til små investorer over nettet i 2012. Den nye finansieringsmåde kaldet aktie-crowdfunding, hvor mange folk køber små bider af en virksomhed over internetportaler, boomer lige nu i udlandet.

Men herhjemme spænder dansk lovgivning ben for, at danske udbydere for alvor kan komme i gang. Og det vil Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) nu gøre op med.

I en skriftlig besvarelse til folketinget skriver ministeren, at han vil se på om de danske regler kan indrettes mere "hensigtsmæssigt", så man på en forsvarlig måde kan udnytte de nye muligheder for risikovillig kapital til nye og mindre virksomheder.

- Vi vil gerne se på, om det kan gøres nemmere at lave aktie-crowdfunding end det er i dag. Der er nogle barriere der gør det lidt bureakratisk, siger Socialdemokraternes erhvervs- og vækstordfører Benny Engelbrecht, som DR Nyheder har interviewet i stedet for ministeren, som lige nu holder ferie.

Bøvlede regler

Udmeldingerne vækker glæde hos Dansk Crowdfunding Forening.

- De nuværende regler er for bøvlede og er en juridisk gråzone, så det er for svært at få det her marked til at komme op og stå i Danmark, siger medstifter af Dansk Crowdfunding Forening, Frederik Ploug Søgaard

Skepsis over for lempelse af regler

Hos Dansk aktionærforening er man åben over for ideen om aktie-crowdfunding, men advarer mod at lempe reglerne for meget

- De regler som vi har i dag, er der for at beskytte forbrugerne, så man ikke kan blive bundet alt muligt på ærmet. Det kan blive rigtig mange penge, der går tabt, for den enkelte investor. Så politikerne skal tænke sig godt om, før de laver om på reglerne, siger direktør i Dansk Aktionærforeninge, Jens Møller Nielsen.

Direktøren mener, at finansieringsmodellen har potentiale for danske iværksættere, men gør opmærksom på, at man som aktionær skal være ekstra påpasselig med sine penge.

- Investerer man i aktie-crowdfunding er det typisk nystartede virksomheder med høj risiko, hvor man ikke bør investere penge, som man ikke kan tåle at miste, siger Jens Møller Nielsen.

Uhyre vigtigt

Ministerens udmelding vækker også begejstring hos den største nordiske platform for crowdfunding FundedByMe.com. Den svenske virksomhed har igennem det seneste år forsøgt sig med en række danske projekter på dens internationale hjemmeside, men er efterfølgende blevet udfordret af et notat fra Finanstilsynet, der redegør for reglerne herhjemme. Det fortæller blandt andet, at platformene skal stille en sikkerhed på 2,3 millioner kroner, og at det kan være ulovligt at lave aktie-crowdfunding med anpartsselskaber.

- Det er uhyre vigtigt, at politikerne ændrer reglerne på området. For vi vil meget gerne fortsætte med aktie-crowdfunding. Vi tror det har stort potentiale, men vi har svært ved at fortsætte med det, som reglerne er lige nu, siger Christian Gabriel, Dansk countrymanager for Fundedbyme.

I sin spæde begyndelse

Fundedbyme har lige nu 3 virksomheder i gang i Danmark med aktie-crowdfunding, som skal afsluttes før juli, hvor platformen ifølge dens egen tolkning skal have indrettet sig efter reglerne. I løbet af det seneste år har syv andre danske andre virksomheder forsøgt at sælge aktier gennem FundedByMe, men ingen af dem har solgt nær så mange aktier, som de håbede på.

Ifølge Christian Gabriel skyldes det, at fænomenet endnu er meget nyt herhjemme og meget få derfor kender til det. I de andre lande, hvor FundedByMe.com opererer, er det imidlertid lykkedes at sælge aktier for over 30 millioner kroner.

- Det handler om at bygge et publikum op, og det tager tid. Vi ser, at det går godt i Sverige, Spanien og Finland, og vi tror bare at Danmark skal modnes, før flere begynder at se værdien i at investere i en virksomhed på den her måde, siger Christian Gabriel.