Mistede Cimber-billetter kan trækkes fra

Uheldige Cimber-kunder, der har mistet flybilletter på selskabets krak, kan redde noget af det tabte hjem via selvangivelsen.

Nogle af de tabte billetpenge på grund af Cimber Sterlings konkurs kan måske hente hjem igen via selvangivelsen.. (Foto: Allan Rieck © Scanpix)

De mange, der tabte penge på fly-billetter, da Cimber Sterling blev begæret konkurs, kan trække billetprisen fra i skat.

En ikke særlig kendt lov fra 2010 gør det nemlig muligt at trække tabte krav mod konkursboer fra på selvangivelsen.

Det bekræfter Skat over for Berlingske Business, og dermed kan de kunder, der ikke fik købt billetterne med et internationalt kreditkort eller tegnet en konkursforsikring få et plaster på såret.

Kun beløb over 2.000 kroner

Kun beløb over 2.000 kroner kan trækkes fra. Men har en person, for eksempel en forældre, købt flere billetter til for eksempel 1.500 kroner pr. stk., kan beløbet også trækkes fra. Betingelsen er, at det samlede beløb er over 2.000 kroner.

Fradragets værdi vil for langt de fleste være på 33 pct. og det betyder, at en tredjedel af billetprisen kan reddes.

Baggrunden er den ændrede kursgevinstlov, som trådte i kraft i januar 2010, siger Unni Rise, leder af Skats koncerncenter for Jura og Samfundsøkonomi.

Konkursbo skal først gøres op

Håbefulde Cimber-kunder kan dog ikke straks skrive tabet på selvangivelsen for 2012.

Fradragsretten bliver først en realitet, når det er endelig afklaret, at billetten ikke vil blive refunderet af Cimber Sterling, og det er først muligt, når konkursboet er endelig opgjort, og det kan tage et år.