Tema Momsrytterne

Momsfusk og terror: Ministre skal stå skoleret

Enhedslisten vil have to ministre i samråd, Dansk Folkeparti kræver en redegørelse, og SF forbereder spørgsmålsstorm.

Dansk Folkeparti kræver et bedre kontrolsystem for at komme momssvindlen til livs. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Ordførerne står i kø for at høre justits- og skatteministeren, hvordan det kan lade sig gøre, at en række terrormistænkte er involveret i et netværk, der mistænkes for omfattende momssvindel.

En afsløring, DR Dokumentar og DR's Undersøgende Databaseredaktion bragte søndag aften.

- Det er virkelig, virkelig uhyggeligt. Jeg er oprigtigt skræmt, hvis penge - som burde være endt i statskassen - er endt hos Islamisk Stat og Al Qaeda og er med til at finansiere deres terror og myrderier, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

Momsrytterne

DR sætter fokus på organiseret og økonomisk kriminalitet – og ser nærmere på nogle af de netværk, der har rod i Danmark og tråde til hele verden. Følg med her på dr.dk hvor vi følger momsrytterne – og dem, der prøver at stoppe svindlen.

Gå til tema

Hun har derfor kaldt både justitsministeren og skatteministeren i samråd.

DF: Det er terror for 'vores' penge

I den anden ende af den politiske fløj er der også bekymring af spore, efter det er kommet frem, at mindst seks personer med forbindelse til terrorgrupper, er en del af et større netværk, der mistænkes for omfattende svindel med moms i Danmark.

Dansk Folkeparti kræver således en redegørelse fra skatteministeren, siger DF's skatteordfører, Dennis Flydtkjær:

- Det er dybt skræmmende, at momssvindel finansierer terror. Meget forsimplet kan man sige, at det er terror for skatteborgernes penge, og det skriger efter, at vi får prioriteret det rigtig hårdt. Vi skal have lavet et finmasket kontrolsystem, så man oftere får kontrolleret nystartede virksomheder, siger ordføreren, der vil have ministeren til at redegøre for, om Skat har ressourcer nok til at udføre en ordentlig kontrol.

SF er ikke i tvivl - Skat skal have flere midler, lyder det.

- Jeg har gentagne gange påpeget overfor skatteministeren, at det er helt uholdbart med så få midler til Skat, når vi ser gentagne svindelsager i milliardklassen. Det her bør få ministeren til at genoverveje de pauvre ekstramidler, siger SF's skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen.

Socialdemokraterne kræver flere svar

På fredag holder Skatteudvalget åbent samråd om svindel med moms og punktafgifter på ønske fra Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen.

Men med de nye afsløringer om terrortråde er der grundlag for endnu flere spørgsmål, siger han.

- Det her gør det kun endnu mere påtrængende at være sikker på, at skatteministeren vil være med til at intensivere indsatsen mod momssvindel. Ikke nok med, at svindlen rammer statskassen, så indebærer det også også unfair konkurrence og nu potentiel terrorfinansiering, siger han og fortsætter:

- Skat er nødt til at have mandskabet og kræfterne til at opdage og forfølge de her sager.

Skatteministeren stiller op til interview med DR i TVAvisen kl. 21.30.

25/1 kl. 17.20: Første afsnit rettet fra "Ordførerne står i kø for at høre justits- og skatteministeren, hvordan det kan lade sig gøre, at en række terrormistænkte får finansieret deres aktiviteter gennem momssvindel i Danmark" til "Ordførerne står i kø for at høre justits- og skatteministeren, hvordan det kan lade sig gøre, at en række terrormistænkte er involveret i et netværk, der mistænkes for omfattende momssvindel."

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube