NGO: Stærkt bekymrende, at Mærsk vender tilbage til Alang

Maersk Line erkender, at alt endnu ikke er perfekt på den berygtede strand, men "de er på rette kurs", og det er nok, lyder det.

- Det handler om penge og det handler om ansvarlighed, og de to ting kan godt gå hånd i hånd, det er sådan, man skal gøre, hvis man vil lave en god forretning, lyder det fra Mærsk. (Foto: AMIT DAVE © Scanpix)

Det er både dobbeltmoralsk og stærkt bekymrende, at Maersk Line allerede inden for det næste halve år sender skibe til ophugning på den indiske Alang Beach.

Sådan lyder det fra den internationale NGO Shipbreaking Platform.

- Vi er meget skuffede over, at Mærsk sender skibe til ophugning i Indien, før standarderne har nået et europæisk niveau, siger Patricia Heidegger, der er direktør for organisationen.

Tilbage i 2009 valgte Mærsk ellers værfterne i Alang-området fra, fordi det kom frem, at der både var tale om børnearbejde, store miljøproblemer og livsfarlige forhold i forbindelse med ophugningerne.

NGO: Hong Kong-konventionen er ikke god nok

Men nu har Mærsk igen besluttet, at de gamle, udtjente skibe skal skrottes i Alang. Fire værfter er nemlig blevet sikkerhedsgodkendt af Hong Kong-konventionen, og ved at sende skibene dertil, slipper Maersk Line for en ekstraudgift på en til to millioner dollars per skib.

- De europæiske regler går langt videre end Hong Kong-konventionen, og overalt på stranden bruger de stadig metoder, som aldrig ville blive brugt derhjemme. Der er virkelig farligt

Patricia Heidegger,direktør i Shipbreaking Platform

- De seneste tå år har de fire værfter investeret i at opgradere deres standarder, og nu har de nået et niveau, som svarer til Hong Kong-konventionen, så derfor vil vi gerne sende vores skibe derhen, siger Annette Stube, som er bæredygtighedschef hos A.P. Møller Mærsk.

Men selvom de fire værfter, som Mærsk har indgået et samarbejde med, er blevet godkendt af Hong Kong-Konventionen, så er der stadig to væsentlige problemer ved at bruge området til at ophugge gamle skibe, mener Shipbreaking Platform.

- De europæiske regler går langt videre end Hong Kong-konventionen, og overalt på stranden bruger de stadig metoder, som aldrig ville blive brugt derhjemme. Der er virkelig farligt, siger Patricia Heidegger.

Frygter giftudslip på strandene

En af de mest alvorlige bekymringer, som Shipbreaking Platform har, er, at skibene indeholder farlige affaldsstoffer - for eksempel giftig maling. Og når skibene ophuggest i tidevandszonen, så er det uundgåeligt, at giftstofferne ikke siver ud i havet og ned i jorden, lyder det.

Den bekymring afviser Mærsk:

- Vi kender - og deler til dels - Shipbreaking Platforms bekymringer. Men de værfter, som vores skibe skal ind på, de er certificerede, og de har en metode, som imødegår de problemer, siger Annette Stube og fortsætter:

- Jeg kan ikke sige, at miljøet slet ikke kommer til at blive påvirket - det gør det jo i al industriel aktivitet - men det er på et meget, meget lavt niveau.

Mærsk: Alt er ikke perfekt

Bæredygtighedschefen erkender dog, at der stadig er problemer i Alang, og at de endnu ikke er nået derhen, hvor Maersk Line ønsker, hvad angår sikkerhedsstandarder.

Alting er ikke perfekt derude, men lige nu er der et vindue, hvor vi ser, at en industri, som har haft dårlige arbejds- og miljøforhold, faktisk har en mulighed for at forbedre sig

Annette Stube,bæredygtighedschef i A.P. Møller Mærsk

Alligevel sender de deres skibe dertil hurtigst muligt.

- Alting er ikke perfekt derude. Vores egne standarder for, hvad vi synes er ansvarlig skibshugning, går langt videre end Hong Kong-konventionen, men lige nu er der et vindue, hvor vi ser, at en industri, som har haft dårlige arbejds- og miljøforhold, faktisk har en mulighed for at forbedre sig. Derfor går vi ind og arbejder med dem, siger Annette Stube.

Men det er for hurtigt, lyder det fra Shipbreaking Platform. De mener, at Mærsk bør vente, til standarderne er bedre.

- Selvfølgelig er det godt, at Mærsk vil hjælpe med at forbedre forholdene dernede, men når de allerede nu sender deres skibe derned, så accepterer de også de nuværende tilstande og metoder, som er virkelig frygtlige. Det er dobbeltmoralsk, siger Patricia Heidegger.

Maersk Line vil ikke oplyse, hvor mange skibe, de forventer, skal skrottes i Alang, men det er "væsentligt flere" end de en til to om året, som de skrotter nu. Ifølge Mærsks bæredygtighedsrapport fra 2015 forventer Maersk Line at kunne spare 150 millioner dollars ved at benytte sig af værfterne på Alang Stranden.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube