Tema Vækstpakke

Novo om 27 procent skat i syv år: Nemmere at holde på vores udenlandske specialister

Står det til VLAK-regeringen, skal forskerskatteordningen forlænges fra 5 til 7 år.

Novo Nordisk mister mere end halvdelen af de medarbejdere, der er ansat på forskerskatteordningen, når den fem-årige periode med skattefordele udløber. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

I regeringens nye vækstudspil "Sammen om fremtidens virksomheder," lægger regeringen op til, at den såkaldte forskerskatteordning skal forlænges fra 5 til 7 år.

Det er noget, som vækker begejstring i dansk erhvervsliv.

Administrerende direktør i Dansk Industri Karsten Dybvad er en af dem, som jubler over forslaget.

- Det bliver nu gjort muligt at både tiltrække nye medarbejdere og holde dem, vi har, lidt længere, så vi igen kan gøre det nemmere at udvikle virksomheder her i Danmark.

Forskerskatteordningen er en ordning, der betyder, at højtuddannede udlændinge med end høj indkomst kun skal betale lidt i skat de første fem år, de arbejder i Danmark. Og det er denne femårs-grænse regeringen nu vil hæve til syv år.

Forslaget vil markant forbedre vores mulighed for at drive forsknings- og udviklingsaktivitet i Danmark.

Jesper brandgaard, finansdirektør i novo nordisk

Ifølge regeringen kan ordningen finansiere sig selv ved at hæve ordningens skattesats fra 26 til 27 procent.

En analyse fra tænketanken DEA, viser, at medarbejdere, som er tilknyttet ordningen, i gennemsnit bidrager med 225.000 kroner om året, mens en højt uddannet medarbejder på almindelige skattevilkår bidrager med 130.000 kroner om året.

Glæde hos Novo Nordisk

Novo Nordisk er en af de danske virksomheder, der har en række medarbejdere ansat under forskerskatteordningen.

I 2014 havde Novo 110 ansatte på ordningen, mens tallet siden er steget til 150 personer.

Her er man ifølge selskabets finansdirektør Jesper Brandgaard særdeles positivt stemt over for regeringens forslag om at forlænge forskerskatteordningen.

- Vi er afhængig af specialister, og forslaget vil markant forbedre vores mulighed for at drive forsknings- og udviklingsaktivitet i Danmark, siger Jesper Brandgaard.

Ifølge ham er Novo Nordisks udfordring, at mere end halvdelen af de ansatte på forskerordningen forlader virksomheden, når deres femårige skatteordning udløber.

- Bliver regeringens forslag vedtaget, vurderer vi, at vi lettere vil kunne holde på vores specialister, og at antallet samtidig vil bevæge sig op mod 250 personer over en femårig periode, siger han.

DF: Virker som meget lang tid

Dansk Folkeparti er blandt de mere kritiske røster over forskatteordningen. Ifølge partiets vækst- og erhvervsordfører Hans Kristian Skibby, så virker syv år af utrolig lang tid.

- Vi vil sådan set gerne have at det bliver gjort på en anden måde, siger Hans Kristian Skibby og udbyber:

- Vi mener jo sådan set, at folk skal betale skat ens i Danmark. Så er der nogen, der kommer på forskerskatteordningen, og som er kommet med gode saglige begrundelser, men syv år virker som lang tid, og så synes vi, at vi skal ændre på den model, vi har i dag, hvor det er fodboldspillere og alle mulige andre, som kan lukrere på den ordning.

Forskerskatteordningen

  • Forskerskatteordningen hedder i virkeligheden 'Bruttoskatteordningen for forskere og nøglemedarbejdere'
  • Ordningen blev indført i 1992 og er blevet ændret flere gange siden da
  • Ordningen er udformet som en bruttoskatteordning med en skattesats på 26 procent svarende til en bruttoskat på 31,92 procent inklusiv arbejdsmarkedsbidrag
  • For at være omfattet af ordningen skal medarbejderen opfylde en række krav - som udgangspunkt skal de have særlig forskerstatus eller en indtægt på 63.700 kroner om måneden.
  • For at benytte ordningen må man ikke have været skattepligtig i Danmark i de seneste 10 år.

Kilde: Dansk Industri

Opdateret kl. 14:58 med kommentar fra Dansk Folkeparti